Leonardo DiCaprio er storfavorit til at vinde sin første Oscar, og ’The Revenant’ kan blive den første film, der vinder 12 statuetter

Når Oscar-statuetterne skal uddeles på søndag, der dog snarere er natten til mandag herhjemme i Danmark, så forventer de fleste filmeksperter og bookmakere, at Leonardo DiCaprio vinder sin karrieres første guldbelagte, 34 centimeter høje anerkendelse for sin indsats i ’The Revenant’. Filmen ’The Revenant’ er samtidig storfavorit til at vinde en Oscar for ’Bedste film’.

Og det er kun to ud af nomineringer i hele 12 kategorier, som ’The Revenant’ kan løbe med på Oscar-natten. Vinder filmen i alle nominerede kategorier, er det første gang nogensinde, at en film vinder 12 statuetter. Og chancerne er gode i flere kategorier.



Danske Spil lokker med beskedne odds 1,02, hvis du spiller på, at Leonardo DiCaprio, som ventet, vinder for ’Bedste mandlige skuespiller’, hvilket tyder på, at han er den klare favorit til at vinde i kategorien.

Lave odds

Der er heller ikke den store gevinst at hente, hvis du, som de fleste eksperter, forudsiger, at Alejandro González Iñárritu får en Oscar for ’Bedste instruktør’. Her ligger oddsene på 1,10. Det giver lidt mere, men stadig ikke meget, hvis du spiller på, at ’The Revenant’ vinder som ’Årets bedste film’. Danske Spil giver dig pengene 1,45 igen for buddet.



Instruktøren selv ser frem til uddelingerne, men han vil ikke tage nogen statuetter for givet på forhånd.

»Hvis Oscar-akademiet føler, at de vil give mig anerkendelsen, så vil det være fantastisk at fejre og vise min taknemmelighed. Men det har allerede været en vild rejse bare at færdiggøre filmen,« sagde Alejandro González Iñárritu i et før-Oscar-interview til filmmediet deadline.com.

Læs også: Efter 'The Revenant': Nu tager DiCaprio på sin egen overlevelsestur

’The Revenant’ kan sætte en historisk Oscar-rekord, hvis den vinder alle de 12 kategorier, den er nomineret i. Tre storfilm har tidligere vundet 11 Oscars: ’Ben Hur’ fra 1959, ’Titanic’ fra 1997 og ’Ringenes Herre - Kongen vender tilbage’ fra 2003.

/ritzau/FOKUS