____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Skuespilleren og tv-værten Timm Vladimir er klar til at rykke ind på skærmen sammen med ti nye kagebagere, når  DR1s populære kagekonkurrence 'Den store bagedyst' går i gang med en ny sæson onsdag aften.

Og ligesom deltagerne er han godt klædt på til sin nye rolle, hvor der både brug for et godt grin og en varm skulder at græde ud ved, når glasuren driller, eller der skal vinkes farvel til en deltager. Og den første må allerede forlade teltet i aften.

Det er snart 20 år siden, han sidst var vært i Danmarks Radio, hvor han fik sin tv-debut sammen med kollegaen Gordon Kennedy i børne- og ungdomsafdelingen. 

- 'Den store bagedyst' var en god mulighed for mig til at vende tilbage til, hvor jeg startede for mange, mange år siden i 1995. Jeg kan godt lide at lave tv, men det skal have noget med mad at gøre, for der er mit fokus, siger Timm Vladimir, der har gjort sin store interesse for at lave mad til et levebrød med Vladimirs madskole i Valby.

bagedyst hovedbillede


- Bagedysten har en kæmpe appeal fra børn til voksne, fordi man synes, deltagerne er dygtige og de leverer så flotte resultater. Jeg er imponeret over, at der findes mennesker i det her land, der er så nørdede og teknisk dygtige til at lave kæmpekager. Kager er ikke min spidskompetence. Det salte køkken er mere mig. Men jeg kan godt lide at bage, og de kan allesammen lære mig noget. Ja, de vil kunne bage røven ud af mine bukser meget hurtigt. Jeg står ikke derhjemme og marcipanovertrækker en søndagskage, men det har givet mig noget mere mod og ideer til at kaste mig ud i nogle ting derhjemme, fortæller Timm Vladimir.

Han er imponeret over den teknik og ro, som deltagerne har inde i teltet, hvor der kan være op til 28 graders varme og tv-folk og kameraer overalt.

- Nogle er ret unge, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at de ikke kan have bestilt andet end at bage hele deres liv! Det kan jeg godt relatere til, for jeg har lavet mad, siden jeg var helt lille. Min rolle i 'Bagedysten' er at være deltagernes ven, og derfor forsøger jeg ikke at være med, når dommerne voterer. Jeg kan støtte deltagerne, og hygge om dem og lette stemninger, men jeg skal også passe på, for jeg må ikke hjælpe. Kravet til mig er, at der skal komme lidt humor ind i programmet, og det er fedt, hvis vi kan grine lidt af det hele.



I den engelske udgave af 'Den store bagedyst'  var begge tv-værter komikere.

- Den baggrund har jeg også, så det ligger stadig på rygraden at gribe en situation og sige noget morsomt eller hygge mig med deltagerne på den måde.

Nogle gange er der også deltagere, der står og græder, og har brug for en krammer.

Optagelserne til 'Den store bagedyst' fandt sted i sommer ved godset Vinderslevholm ved Hinge Sø ved Silkeborg.

- Jeg tror aldrig, jeg har spist så mange kager, så mit vaskebræt er snarere blevet en vaskebalje, griner han.