Kærlighedseksperimentet 'Gift ved første blik' har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Flere par verden over er blevet sammen og har fejret et års-bryllupsdag, og nu har programmet sågar produceret sin første baby.

I USA har to par fejret et års bryllupsdag. I Norge har et enkelt. Og i Danmark er det indtil videre lykkedes to par fra årets omgang 'Gift ved første blik' at være mand og kone i lidt over fem måneder. Det samme gælder for flere andre par i blandt andet Australien, England og Finland.

Og nu venter det finske par Sari og Antti, der blev gift i juni i år, barn til foråret. Det er - såvidt vides - den første baby, der er kommet ud af det kontroversielle datingprogram.

»Vi har lige fra første øjeblik haft det som om, at vi har kendt hinanden altid,« fortæller Sari til det finske ugeblad Me Naiset.

Ganske som i det danske program mødte parret hinanden første gang, da de sagde 'ja' til hinanden. Efterfølgende fejrede de bryllupsfest, tog på bryllupsrejse til Barcelona og flyttede sammen. Efter fem uger besluttede de at forblive gift. Og det må være gået godt - i hvert fald skal de snart være forældre.

»Det er så fantastisk! Vi har hver især drømt om en familie i ti år, og nu får vi det hele på én gang,« lyder det glad fra den 35-årige Sari.

Både hun og hendes jævnaldrende hendes mand havde fortalt eksperterne i 'Ensitreffit alttarilla' som programmet hedder i Finland, at de drømte om at få børn i den nærmeste fremtid.

»Jeg krydsede fingre for og håbede på, at det ville være sådan, det skete. Alt, hvad vi har ønsket, går næsten i opfyldelse på én gang,« tilføjer Antti.

Australsk par drømmer om baby

Tidligere på året var der ellers en australsk en af slagsen på vej. Zoe Hendrix, 26, og Alex Garner, 30, der blev gift i den australske udgave af programmet annoncerede glædesstrålende, at de ventede barn. Men kort tid efter mistede Zoe babyen.

»Jeg var i den syvende himmel, da vi fandt ud af, at jeg var gravid. Men desværre lykkedes det ikke, og det var smertefuldt,« fortæller hun om den spontane abort i et nyt interview med TV Week.

Parret har dog høje forventninger til, at drømmen om både en baby og et nyt bryllup skal gå i opfyldelse i det nye år.

»Jeg vil gerne have tre eller fire børn. Og jeg kan også godt lide tanken om at adoptere, fordi jeg selv er adopteret,« lyder det fra Zoe, der stammer fra Etiopien.

Ligesom det danske par Line og Michael drømmer parret også om et 'rigtigt' bryllup - helt uden rullende kameraer.

»Jeg kan ikke lide, at det bliver for fornemt. Jeg vil gerne bare have en stor grillfest. Det ville være cool,« siger Alex, der dog har tænkt sig at købe en ordentlig ring til sin hustru.

I Danmark må vi sætte vores lid til Line Rask og Michael René Hansen, og Randi Jespersen og Niels Pold, der valgte at forblive gift, mens de to andre par i årets udgave af programmet begge opgav eksperimentet før tid.