Først var DR for pæne overfor Rigmor Zobel, så strøg de Stein Bagger med hårene og nu fik skandaleforskeren Milena Penkowa også frit løb i går i nyhedsprogrammet 21 Søndag.

DRs nyhedsprogram 21 Søndag bragte et fem minutter langt portræt af skandaleforskeren Milena Penkowa. Portrættet revses internt i en mail fra tillidsmand Dines Boertmann for at være alt for ukritisk, at lade forskeren løbe af med "rent sludder" og at efterlade seeren med en fornemmelse af at 21 Søndag er så benovede over at tale med kendisser, at der ikke stilles skarpe spørgsmål. - Vi står med den måske største forskningsskandale i Universitetets historie, en rektor der har bragt sig selv i en enestående umulig situation, en tidligere forskningsminister der har bevæget sig på kanten af magtmisbrug og meget andet - og så kommer vi i 21' eren med et lidt distanceret portræt af Milena Penkowa, der godt nok stiller et par skarpe spørgsmål - men lader hende afværge dem med lodret sludder om, at hun ikke må udtale sig, skriver Dines Boertmann i sin mail.

Penkowa blev forholdt et par spørgsmål om hele affæren i indslaget, men slap afsted med at sige, at hun har tavshedspligt i sagen om hendes påståede bedrageri og om løgnen om hendes mor og søsters død. Det er dog ikke korrekt, at hun har tavshedspligt.

Det er i øvrigt det samme bedrageri, som hun netop mandag morgen har accepteret en dom for på tre måneders betinget fængsel.

I stedet var indslaget præget af Penkowas morgenritual, hvor hun står op og træner. Derudover mødte vi også forskerens hundehvalp Snoopy, som forskeren forklarede var ligeglad med skandalerne.

Dines Boertmann fortsætter:

- Jeg sidder som seer tilbage med en kedelig fornemmelse af, at 21' eren bliver så benovet over at få lov at lave interviews/portræt af 'kendisser', at det i høj grad kommer til at ske på deres betingelser, skriver han.

Sidste del er angiveligt en hentydning til de tidligere meget omtalte interviews med Rigmor Zobel og Stein Bagger, som 21 Søndag lavede.

Det første fik kritik i Pressenævnet for at lade Rigmor Zobel navngive en politimand og samtidigt beskylde ham for flere grovheder. Desuden fik det bred offentlig kritik for at være alt for ukritisk overfor Rigmor Zobel, der fik en dom for sit kokainforbrug.

Det andet interview med Stein Bagger fik en lignende kritik.

Nu revses altså også historien om Penkowa. 

Dines Boertmann ønsker ikke selv at kommentere sin kritik, da han forklarer, at der er tale om en intern mail, der ikke burde være nået videre end til DRs medarbejdere.

DRs nyhedschef Ulrik Haagerup har ikke ønsket at kommentere sagen.