Når X Factor-vært Sofie Linde understreger, at hun læser navnene op i helt 'vilkårlig rækkefølge', når det afsløres, hvem der er gået videre i det populære underholdningsprogram - ja så er det ikke helt rigtigt.

Det påstår tidligere X Factor-dommer gennem flere år, Pernille Rosendahl, på Twitter.

'Hvem ryger? Og nej det er ikke vilkårligt', skrev den danske sangerinde fredag aften på det sociale medie, som X Factor-afgørelsen løb over skærmen.

Hendes tweet blev hurtigt fulgt op af spørgsmål fra andre seere, blandt andet Vilas Holst Jensen, der selv påpeger, om ikke det giver god mening, at man bygger rækkefølgen op, så det skaber mest mulig spænding i programmet.

Til det svarer Pernille Rosendahl 'netop' og konstaterer samtidig, at der 'ligger meget tankevirksomhed bag rækkefølgen'. Om rækkefølgen af navne, der bliver læst op, har noget med selve antallet af stemmer at gøre, kommer Pernille Rosendahl dog ikke ind på.

Underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme fastslår dog, at der er tale om en vilkårlig rækkefølge, når deltagernes navne læses op - i hvert faldt i forhold til antal stemmer.

»Det er vilkårligt. Det er ikke den rækkefølge, hvori de har fået stemmer. Det er ikke sådan, at de tre med færrest stemmer står tilbage til sidst, så på den måde er det tilfældigt,« siger underholdningschefen.

Men bygger I rækkefølgen op for at skabe spænding, som der er en, der foreslår?

»Nej, men det modsatte er heller ikke det rigtige. Der er en vurdering af, at det ikke er samme rækkefølge hver gang, men deltagerne er jo lige spændte på, om de ryger ud. Det skal bare ikke være den samme, der står som den tredje sidste hver gang,« forklarer Jan Lagermand Lundme.

Spænding er med andre ord et parameter, der er med i vurderingen.

»Vi sikrer, at det ikke er den samme rækkefølge og ikke i den rækkefølge, de har fået sms-stemmer, for så ville det være uspændende. Men man kan sagtens stå som den sidste inden farezonen og alligevel have fået flest stemmer,« siger underholdningschefen.

Pernille Rosendahl var dommer i X Factor fra 2010 til 2012 og har således indgående kendskab til, hvordan programmet fungerer. I 2016 takkede hun nej til endnu en dommertjans, da hun i stedet ville fokusere på sin egen musik - men hun følger dog stadig med i programmet.

BT har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Pernille Rosendahl.