’The Martian’ med Matt Damon er spændende, flot og intens men desværre også alt for lang.
Det tager sådan cirka to år at flyve frem og tilbage til Mars. Og til tider føles Ridley Scotts nye film ’The Martian’ som om, den er lige så lang som turen til den røde planet.
Manden, der bl.a. også gav os den ultimative rummonsterfilm ’Alien’, kunne således snildt have skåret 40 minutter af sit nu to timer og tyve minutter lange drama. Men når dét så er sagt, er der egentlig ikke ret meget tilbage at brokke sig over.
Selvfølgelig kunne man bemærke, at ’The Martian’ på mange måder fungerer som én lang og meget dyr reklame for Nasa. Men det kan jeg egentlig ikke have særligt ondt et vist sted af. USAs rumfartsadministration har jo (mildest talt) gjort det meget godt. Og så er der jo ikke ret meget, der bringer verden sammen som et godt rumeventyr.
Alene ’hjemme’
Det sker også i ’The Martian’, da den amerikanske astronaut Mark Watney i en ikke så fjern fremtid bliver efterladt alene på Mars.
Hele mandskabet må i hast forlade deres ellers vellykkede mission, da planeten rammes af en voldsom sandstorm. De tror med god grund, at deres kollega og kammerat er blevet dræbt under flugten. Og først da de er godt på vej hjem, vågner Mark, misser imod Jorden og finder ud af, at han er helt alene - adskillige millioner kilometer væk hjemmefra.
Nu kunne Mark alene i rummet læne sig opgivende tilbage og vente på at dø, og som instruktør kunne Ridley Scott kaste alt, hvad der findes af klichéer, i hovedet på biografgæsten. Men heldigvis er begge erfarne herrer for kloge til den slags pjat.
Oppe på den røde planet mobiliserer Mark således alt, hvad han besidder af videnskablig snilde. Han rationereer proviant og vand i forhold til den næste mission, der allerede er planlagt. Og imod enhver sund fornuft begynder han, takket være adskillige fysiske formularer, at producere vand og dyrke sine egne Mars-kartofler, mens han forsøger at kommunikere med Nasa for at fortælle dem, at han ikke er spor død.
Som helt og holdent uvidenskablig biografgæst virker ’The Martian’ velresearchet og realistisk. Marks opfindsomhed og gå-på-mod er inspirerende. Og den eneste gang, jeg personligt måtte tænke ’helt ærligt?’ var, da den gode mand på Mars reparerede sin rumhjelm med gaffatape - kan det virkelig holde universets kulde og tryk ude? - Hvis det er tilfældet, så er det den bedste reklame nogensinde.
Perfekt Damon
I rollen som astronauten, der er befriende single (ingen betuttede børn og hylende hustru via Mars-skype), er Matt Damon perfekt. Hans grove, men også sjove omgangstone med både Nasa-ledelsen og kollegaerne er realistisk og velskrevet. Hans fysiske fremtoning - efter to år alene i rummet - virker realistisk (hvornår har Hollywood sidst tilladt en helt med beskidte tænder). Og så er han omgivet af en stribe af branchens bedste skuespillere.
Således føler man sig som en del af crewet, når Jessica Chastain, Kirsten Wiig og Michael Pena slår sig løs både i rummet og på Jorden. Og trods den lange spilletid er ’The Martian’ både underholdende og dybt inspirerende.
Fire ud af seks stjerner
