Den amerikanske ’The Edge of Seventeen’ er måske primært en film for teenagepiger og deres forældre. Men alle gør klogt i at løse billet og kigge med.
Instruktør og manuskriptforfatter Kelly Fremon Craigs fortælling om 17-årige Nadine, der kører sur i livet i en alt for ung alder, er nemlig et lille mesterværk, der vil gøre alle en lille smule klogere på livet og dem selv.
Samtidig er filmen så underholdende og rørende, at selv den mest hårdnakkede knudemand må fælde en tåre. Og min eneste klage er, at ’The Edge of Seventeen’ ikke blev lavet for ti år siden, da min egen datter forsøgte at fortælle os, hvordan hun havde det – så have jeg måske været lidt klogere.
Nadine (Hailee Steinfeld) har det svært efter faderens død. Moderen (Kyra Sedgwick) er selvoptaget og små-neurotisk. Og storebroren Darian lader bare til at sejle igennem tilværelsen uden én eneste bekymring.
Tingene bliver for alvor komplicerede, da broderen og Nadines eneste virkelige veninde, Krista, finder sammen. Og pludselig tilbringer Nadine alle ikke i forvejen optagede øjeblikke enten alene eller også sammen med sin lærer Br. Bruner (Woody Harrelson), der lytter lige så tålmodigt, som faderen plejede at gøre.
’The Edge of Seventeen’ formår – ligesom John Hughes legendariske 80er-film ’Sixteen Candles’, ’Breakfast Club’ og ’Pretty in Pink’ – at ramme teenagelivets ægte puls, uden at lefle for klichéer og firkantede lærebøger.
Den seje vej
Og i modsætning til andre Hughes-kopier gør Kelly Fremon Craig det ikke ved at spille den rigtige musik eller halse efter dét, som Hollywood hører som tidens tone.
Istedet tager hun den seje vej ved først at skrive et sublimt manuskript, siden finde de helt rigtige skuespillere og endelig tålmodigt fortælle historien med den helt rigtige blanding af indsigt, følsomhed og afvæbnende, men aldrig forceret humor.
Uanset om du er 17 eller 70, så skylder du sig selv at se ’The Edge of Seventeen’.
Det er nemlig en sjældent fin biografoplevelse.
