Kærlighedslivet har taget en vidt forskellig drejning for de folkekære tvillinger Anders og Torben Petersen fra Holstebro. Hvor Anders til sommer skal ringforloves med sin thailandske kæreste Don, skal Torben finde sig en ny kæreste.

Det skriver Her & Nu.

I andet afsnit af 'Anders og Torben på ny', som løb over skærmen på TV 2 onsdag, var de enæggede tvillinger på ferie i Thailand, hvor de besøgte deres kærester, som de mødte samme dag for seks år siden.

LÆS OGSÅ: Tvillingerne Anders og Torben: Sådan forkæler vi vores thai-kærester

LÆS OGSÅ: Det så du ikke på tv: Sådan driller Anders og Torben deres thai-kærester

Men denne gang gik det mildest talt ikke som forventet for Torben. Kæresten Mam dukkede aldrig op på hotellet, og han kunne ikke få fat på hende over telefonen. Sidste gang han hørte fra hende, var da hun i en sms ønskede ham glædelig jul og godt nytår. Til sammenligning taler Anders hver dag med sin kæreste Don i telefonen.

Det har fået 45-årige Torben Petersen til at indse, at forholdet til Mam er forbi. Betyder det så, at de to tvillingers helt identiske liv er en saga blot? Ikke nødvendigvis. For alle sejl er sat ind på at finde en ny thai-kæreste til Torben - og han får yderst kvalificeret hjælp fra Anders' 41-årige kæreste Don.

»Jeg behøver ikke bekymre mig, for Don er på sagen med at finde en ny kæreste til mig. Allerede samme aften vi talte om det, så stod der to 17-årige piger og ringede på min dør. Den ene var dog Dons datter, og det var jo helt skidt. Og så synes jeg, at 17 år er lige ungt nok.,« siger Torben Petersen til Her & Nu.

Anders og Torben Petersen blev landskendte i fjor, da TV 2 sendte første sæson af 'Anders og Torben'. Over i alt fire programmer har seerne fået et indblik i tvillingernes helt identiske liv: De bor sammen, går altid i det samme tøj, arbejder samtidig på den samme fabrik, spiser identiske madpakker til frokost sammen. Fritiden bruger de også altid sammen. I den lokale skytteforening, som frivillige i Hjemmeværnet, og til håndboldstævner og koncerter, hvor de begge stiller op som frivillige. De foretager sig endda ubevidst de samme små handlinger på samme tid.

Anders og Torben

Indtil for nylig havde de også begge en thai-kæreste,og nu arbejdes der på højtryk for, at Torben Petersen igen får held i kærlighed. Noget tyder dog på, at det skal gå hurtigt, hvis tvillingernes identiske livsforløb skal bibeholdes. Anders' kæreste Don er vild med ham og vil rigtig gerne giftes. Så på tvillingernes næste ferie til Thailand til sommer har Anders planer om at fri til Don.

Når parret er blevet gift planlægger tvillingerne at rykke teltpælene og og flytte permanent til Thailand, hvor de vil starte egen virksomhed.

Overfor Her & Nu lover Torben Petersen, at tv-seerne også i fremtiden får mulighed for at følge med i tvillingernes liv. Og mon ikke der er nyt på kærlighedsfronten næste gang, de toner frem på skærmen?

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook