Der er ingen tvivl om, at Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis gerne vil lave film med en særlig folkelighed. En fællesskabsfølelse, hvor vi alle kan være med. En danskhed vi alle kan genkende. Og ikke nødvendigvis kun for at ramme så bredt et publikum som muligt, men også for at genfinde de store, nationale historier som vi alle kan samles om.
Derfor har deres film også en nostalgisk, bagudskuende natur, til begivenheder fra dagene før verden gik af lave. Dengang man lyttede til Pressens Radioavis, og raske børn ikke sad og fedtede med deres mobiltelefoner, men legede Tarok på deres jernhest.
For efter 'Hvidsten Gruppen' gælder det denne gang travhesten over dem alle, Dannebrog på fire ben, der måske ikke fik danskerne til at rykke helt så tæt sammen som besættelsen, men som til gengæld blev dyrket som en ægte popstjerne midt i en tid med oliekrise, bilfrie søndage og en udlånsrente på 16 procent. Den lille amatørhingst fra Skive, der kunne gøre sig gældende mod alverdens fuldblodskrikker.
I den historie er vi alle fra Skive. Vi kan alle identificere os med stovte Karl Laursen (Bjarne Henriksen), der som den sidste bonde i Midtjylland må opgive at drive sin gård med hestekræfter og overgive sig til traktorer og kunstgødning. Vi skriver 1951, og her er en nostalgisk sentimentalitet, som selv ikke Morten Korch kunne matche.
Laursens to yngste sønner, Vagn og Jørn, ser far gå på kompromis med sine drømme. De blander blod og sværger, at det aldrig skal ske for dem. Ti år senere har Karl Laursen slået sig på travheste med sin egen stald Kima og sønnerne som kuske. Efter års spot og spe begynder amatørstalden endelig at vinde noget, og da Jørn (Henrik Vestergaard) sætter sig i sulkyen bag den unge hingst Tarok, går det i mere end en forstand pludselig stærkt.
Resten er historie, og det er den, vi nu kan få genoplevet i 'Tarok', der i rask trav breder sig over 33 år, fulde af mærkedage, højdepunkter og kriser i familien Laursens liv.
Som i 'Hvidstens Gruppen' synes Bjarup Riis atter bevidst at fravælge psykologiske forklaringer i sin instruktion. Vi får, hvad vi ser. Det er ligetil at gå til for alle. Men det er også lidt som at bladre i fremmed folks fotoalbum. Interessant nok at se, men overfladisk skøjtende fra den ene begivenhed til den næste. Og uden psykologisk dybde, bliver bevæggrundende i filmens handling uklare.
Hvad er egentlig Jørn Laursens drøm? Det står for mig tindrende uklart, selv om filmen gang på gang hægter sine begivenheder sammen med en gentaget floskel om at følge drømmen, mens tiden er. Han blev aldrig jagerpilot, der fløj verden rundt. Han blev ikke ejer af Tarok, og han fik ikke del i stald Kima, der døde med gamle gnavne Karl.
Hvorfor var Karl egentlig så uforsonlig, at han hverken levnede sine sønner anerkendelse eller præmiepenge for deres sejre? Og hvordan harmonerer det med den harmoniske slutning om en familie, der står sammen, når filmen selv har glemt de to ældste sønner i handlingen?
Alt det får vi ingen svar på. Til gengæld får vi fine scener fra travbanerne, en tyk jysk jovialitet og demonstrativt tydelige tidsbilleder. 'Sådan en havde vi også', tænker hele salen, når Ingelise (Iben Donner) midt i 70erne skærer rugbrød på en rød Eva Trio brødmaskine, placeret midt i billedet. Og sådan er der så meget, man kan dele i 'Tarok'.
Tarok. Danmark 2013. Instr.: Anne-Grethe Bjarup Riis. Med: Bjarne Henriksen, Kirsten Lehfeldt, Henrik Vestergaard, Iben Dorner. 133 minutter. 3 ud af 6 stjerner
