Den amerikanske filmstjerne Leonardo DiCaprio var tæt på at blive fanget i et hajbur med en menneskeædende haj.

Det fortalte den 39-årige Hollywood-skuespiller, da han var gæst i det populære talkshow 'Ellen DeGeneres Show' tirsdag aften. Den uhyggelige episode skete under indspilningen til filmen Blood Diamond i 2006 i Sydafrika.

Imellem optagelserne var Leonardo DiCaprio ude at dykke i forbindelse med et velgørenhedsarbejde for hajer. Noget han gjorde trods sin enorme frygt for hajer.

På dykkerturen blev han sænket ned i vandet i et hajbur, som skulle beskytte ham mod hajerne, som svømmede omkring ham. Men turen ned i hajvandet gik ikke som planlagt, for en stor hvid haj ville det anderledes.

- Mens jeg var i buret, var der noget kød fra en tunfisk, der havde lagt sig på toppen af buret. Det så hajen og bed sig fast, og kom faktisk ind i buret hos mig med halvdelen af sin krop og snappede ud mod ham. Jeg lagde mig fladt på bunden af buret, fortalte Leonardo DiCaprio, der viste med hænderne, at hajen kun var 30-40 centimeter fra ham.

Lokale mente ifølge Leonardo DiCaprio ikke, at noget lignende var sket de sidste i 30 år.

- Men det var en skrækindjagende oplevelse, og jeg gør det aldrig nogensinde igen, siger Hollywood-stjernen.

Leonardo DiCaprio er aktuel med sin nye film 'The Wolf of Wall Street'.