Øverst ses trailer fra filmen 'Serena'.

Der er mange penge på spil og magtfulde interesser. Derfor må man ikke fejle i Hollywood, siger to af landets mest internationalt erfarne instruktører, Ole Bornedal og Niels Arden Oplev

- I USA handler det om beløb, der er større, end man kan forestille sig. Derfor er det svært at lave ting på sin egen måde, for der er enormt fokus på, at pengene bare skal hjem, siger Ole Bornedal, der netop nu er i vælten med sit omdiskuterede mesterværk ’1864’.

Den 55-årige instruktør har instrueret to film i USA og produceret gyseren ’Mimic’.

Den første, han instruerede, var ’Nightwatch’, et remake af hans danske succes ’Nattevagten’, den anden ’The Possession’, der er den mest kommercielt succesfulde dansk-instruerede film i USA.

ung bier

Da ’Possession’ havde premiere, gik den direkte ind på førstepladsen, hvor den gav 22 millioner dollar alene i åbningsweekenden. Til dato har filmen indspillet over 86 millioner.

Alligevel blev ’The Possession’ ikke, som Bornedal gerne ville have haft den.

Alle skal sætte deres aftryk

- Jeg havde en anden stil, som stadig sidder i filmen, men som jeg ville have fremhævet langt tydeligere, hvis jeg havde fået plads til det. Men der sad 10 producenter, der var på lønningslisten, og de skulle alle sammen sige noget og sætte deres eget aftryk. I Hollywood er der måske kun 10 instruktører, der har nok power til at gennemtrumfe deres egen stil ét hundrede procent.

Absolut ikke tilfreds

- Da vi lavede screen-test på ’Possession’ for 300 publikummer, var jeg absolut ikke tilfreds. Jeg syntes slet ikke, at filmen var færdig, og der manglede en masse finesser og detaljer. Men så viste testen det højeste resultat på en gyser nogensinde.

- Så er det sin sag at stå overfor 10 producenter og sige til dem, at man synes, vi skal lave hele filmen om, fordi den mangler stil og personlighed. Særligt når de har lagt op mod 100 millioner i filmen.

- Og når man er oppe imod så stærke kommercielle interesser, så er det svært at stå som Lille Ole eller Lille Susanne fra Danmark og sige, at de ikke har ret.

- Så man skal være klædt på til at operere på et kommercielt marked som Hollywood, ellers skal man holde sig langt væk. Og det er rigtig fint at vælge den anden vej og gøre sig uafhængig. Det er Thomas Vinterberg et fint eksempel på. Han er en klog instruktør, der tager hjem til Danmark og laver en masse gode film. ’Nattevagten’ blev heller ikke, som du ville have den, på amerikansk. Hvad gik galt dér?- Da de fik den oversat, syntes de, at den var for skræmmende. Den var for stillestående og for aparte. Så den blev delvis mainstreamet.

- Det er ikke nogen dårlig film, men det er en middelmådig mainstream-film. Hverken mere eller mindre. Jeg ville have lavet en mere speciel film. David Bowie var klar til at lave musik til filmen, og der var en masse andre kanter, der ville have gjort den meget mere personlig, siger Ole Bornedal, der allerede er på vej ud over stepperne med en ny international tv-serie, der har arbejdstitlen ’The Witness’. Det bliver en skandinavisk thriller for Eyeworks, der er ejet af den amerikanske gigant Warner Brothers.

Steven Spielberg-serie

Også den danske instruktør Niels Arden Oplev har arbejdet i Hollywood i flere år. Han har blandt andet lavet afsnit til serier som ’Under The Dome’ for Steven Spielberg og ’Unforgettable’. I 2009 instruerede han spillefilmen ’The Girl With The Dragon Tattoo’, der ifølge instruktøren ’åbnede alle døre i USA’.

Men da Oplev lavede sin store Hollywood-satsning ’Dead Man Down’, gik det galt:

’En hård omgang’

- Der var et sammensurium af producere og interesser involveret, så midt i processen går det op for mig, at vi simpelthen ikke lavede den samme film. Jeg tror ikke, at de havde hørt, hvad jeg sagde til dem. Eller også havde de ikke læst, hvad jeg havde skrevet, siger Niels Arden Oplev til BT.

- Jeg havde en poetisk kærlighedsfilm med action kørende i mit hoved. De troede, det var en fuldstændig normal actionfilm a la Jason Stratham, fortæller Oplev, der betegner det som ’en hård omgang’:

- Pludselig sank hele korthuset sammen. Det viste sig, at en af producerne kørte med to forskellige budgetter. Det var så meget hat og briller. Bare det at lave filmen færdig blev et kæmpe problem. Og i den sidste fase af klipningen mistede jeg endegyldigt kontrollen over den. Til sidst var jeg så smadret, at jeg ikke kunne kæmpe for filmen mere. Det var en ret rystende oplevelse, siger Niels Arden Oplev, der dog ikke har opgivet drømmen om den store succes i Hollywood.

Stor film på vej

Det sidste halvandet år har han arbejdet på et stjernespækket remake af Joel Schumachers ’Flatliners’:

- På trods af mine erfaringer med ’Dead Man Down’ har jeg sat mig for, at jeg med djævelens vold og magt vil lave en studio-film for et af de store selskaber. Den skal være mere realistisk end den første, og jeg tror, at det kan blive en super cool popcorn-film med et kunstnerisk indhold.