»Suicide Squad« samler superskurke i et stereotypt, tværetnisk team, men glemmer regel nummer ét for superheltefilm
David Ayers »Suicide Squad« ligger i naturlig forlængelse af den udvikling, som superhelteserier har været gennem i årtier. Jo mere dyster og plaget en helt er, desto bedre for fortællingen, jævnfør de mange vellykkede Batman-film, der længe har skamridt denne skabelon.
Så hvorfor ikke gå hele vejen og gøre skurkene til heltene? I princippet kunne det have fungeret, hvis ikke det havde været for en fatal fejl: For hvem skal nu være skurk?
I »Suicide Squads« kronisk regnsilende univers er Superman afgået ved døden, og efterretningschefen Amanda Waller (Viola Davis) vil sikre sig, at USA er forberedt på det næste supermenneskes ankomst. For som hun siger i en af filmens bedre replikker:
»Problemet med supermennesker er ikke, at de er super, men at de er mennesker!«
Hvorfor hun så beslutter, at det bedste våben mod løbske superhelte skulle være en samling af dårligt kontrollerbare superskurke er uklart, men sekvensen, hvor diverse brogede banditter hentes ud af maximum security-fængsler, er ikke desto mindre filmens mest veloplagte.
Etnisk diversitet kendetegner banden i tidens ånd, samtidig med at filmen også formår at være ganske stereotyp i sin beskrivelse af de enkelte medlemmer. Den afroamerikanske Deadshot (Will Smith) jonglerer med håndvåben som en ghettogangster i overpimpet lædertøj, mens australske Captain Boomerang (Jay Courtney) drikker dåseøl og er en slagsbror. Latinamerikanske El Diablo (Jay Hernandez) sætter ære og familie foran egen gevinst, og den kaukasiske bad girl Harley Quinn (Margot Robbie) er en neurotisk hystade, ganske som nutidig popkultur dikterer, at hvide piger er.
Jared Leto har den utaknemmelige opgave at få noget nyt ud af rollen som Jokeren (tidligere udødeliggjort af Heath Ledger og Jack Nicholson), men trods sine anseelige anstrengelser formår han ikke at få karakteren til at ligne andet end en læderhomo, der har været lidt for længe og alt for højt oppe på hurtige diskoteksstimulanser.
Det er ikke kun Jared Letos skyld, for mens Heath Ledgers Joker fik forankret sin diabolskhed i labyrintiske planer, er Leto af manuskriptforfatteren mest overladt til at gå catwalk med det ene groteske outfit efter det andet og grine hysterisk til det ud-zoomende filmkamera.
En fatal fejl
Man kan her indvende, at det må være tilladt for en tegneseriebaseret film at trække karakterer hårdt op, men problemet er, at det aldrig bliver til mere end de monodimensionelle karikaturer. Karaktererne tager ganske vist på skift minutlange ture ned langs Mindernes Boulevard, hvor diverse traumer og hævnmotiver afdækkes i glimt, der skal gøre det ud for dybde, hvilket desværre er kendetegnende for et manuskript, der af frygt for at kede japper hele sit potentiale af.
Dermed er man fremme ved filmens fatale fejl: Når verdens største helte skal bevise deres værd, skal de naturligvis sættes op mod verdens ondeste skurke for, at historien skal kunne fungere. Men hvad gør man så, når de onde er blevet til »helte«?
Man bør finde en der er endnu ondere, men her går »Suicide Squad« helt galt i byen ved at sætte sit beskidte minidusin op mod en, øh..., heks, der alvorlig talt virker mere medynkvækkende end som en trussel mod verdensfreden. Bedre bliver det heller ikke af, at hendes horde af håndlangere ligner noget fra et væltet campingtoilet og udgør nogenlunde samme grad af trussel.
Supermans ærkefjende, Lex Luthor, ville have udstødt en langvarig hånlatter.
Hvad: »Suicide Squad«.
Hvem: Instruktion: David Ayers. Med blandt andre Margot Robbie og Will Smith.
Hvor: Biografer over hele landet.
