(4/6)

Stur, stur nummer


Man skal passe på med, hvad man ønsker sig - man risikerer nemlig at få det.

Af Niels Lind Larsen

Spørg bare løven Alex. Fra sin kunstige klippe i New York Zoo drømte han om det vilde liv på savannen, men næppe var Alex og hans venner havnet på Madagaskar, før de begyndte at længes hjem efter cheeseburgere og kabel-tv.

Nu skal det så endelig være. Trætte af at vente på pingvinerne, der stak af til Monte Carlo i deres gaffa-tapede flyvemaskine, spænder de vilde venner dykkermasker på og svømmer selv fra Afrika og til den franske riviera. Og synes man, det lyder en anelse urealistisk, skal man nok vælge at løse billet til en anden film. For tro mig, galskaben er først lige begyndt.

Mere hold på figurerne

Fire år er der gået, siden vi sidst mødte dyrene fra 'Madagascar'. Det ville være synd at sige, at vi har savnet dem, men derfor kan man jo godt blive glædeligt overrasket over gensynet. 'Madagascar' er nemlig - i modsætning til 'Ice Age' - en af de sjældne føljetoner, der bliver bedre fra gang til gang.

Der er kommet mere hold på figurerne, luget ud i strittende sidehistorier og skruet ned for ambitionerne om også at ville være følsom og belærende.

'Madagascar 3' stiller sig tilfreds med at underholde. Og dét gør den. Kuleskørt og opfindsomt, med fuld knald på farver, musik og 3D-effekter, og i et tempo, der kan give selv en femårig på fredagsslik åndenød.

Søger tilflugt i cirkus

Det skurrer lidt i begyndelsen, hvor en række europæiske lokaliteter bliver brugt til for lidt, og hvor filmens skurk fra det franske veterinær-politi får for meget plads, men da vores safari-venner søger tilflugt i en omrejsende cirkus, er det som om 'Madagascar' finder hjem.

Polkaprikket zebra

Her er der for alvor plads til alle de tossede og kulørte ideer. I en tegnefilms-manege kan alt lade sig gøre, og så er det ingen sag for drømmeren Alex at løfte de hensygnende cirkusartister med et show, der kan sikre dem en eftertragtet turné til New York.

Her er en linedansende giraf og en polkaprikket zebra, hunde på jetski, og en sibirisk tiger, der springer gennem en fingerring. Det er det rene vrøvl, men det er en uforpligtende festforestilling, som det - ikke mindst for den unge del af familien - er sjovt at være med til. Med Katy Perry i højttalerne, nye trin til den danseglade lemurkonge og et trapez-nummer, der ender i neonfarvet surrealisme, som en moderne hilsen til Disney’s klassiske cirkusscene i 'Fantasia'.

Gæt hvem der ikke gider at sidde og ruske tremmer i en kedelig zoo efter den tur.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her