Når DRs vejr-redaktion flytter fra København til Aarhus, bliver det efter alt at dømme uden en stor profil.

Til oktober fylder DRs erfarne vejrvært Jesper Theilgaard 61 år, og han har dermed ikke særlig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og som meteorologen har det lige nu, skal den sidste tid ikke bruges i Aarhus, der fra 1. februar 2018 skal huse DR Vejret.

Det skriver Billed-Bladet.

»Det har klart givet noget turbulens i hovedet, for jeg flytter jo ikke min bopæl til Aarhus. Til den tid er jeg 62 år, så der er også grænser for, hvor meget jeg gider pendle frem og tilbage. Det giver mig selvfølgelig overvejelser om fremtiden. Der er mange scenarier, og jeg er åben for alle muligheder og tilbud, der måtte komme. For jeg stopper jo ikke med at arbejde,« siger Jesper Theilgaard, der til ugebladet tilføjer, at han helst vil blive hos DR.

Det var tilbage i april, at DR gik ud med nyheden om, at DR Vejret og mange andre tunge redaktioner skal flytte til Aarhus i 2018. Blandt andre DR Sporten og 'Kontant'. I alt skal 165 fuldtidsstillinger flyttes til Aarhus og Aalborg, og de medarbejdere, der ikke vil flytte med, kan betragte sig som værende opsagt.

Nyheden sendte chokbølger gennem den gamle statsradiofoni, og adskillige medarbejdere røg helt op i det røde felt. Kilder i DR sagde i april til BT, at der var tale om 'en massakre', og at flytteplanerne var 'demotiverende.'

Ifølge DR selv flytter man redaktioner til Aarhus som led i en strategi om at spejle hele Danmark.

DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn udtalte tilbage i april, at hun godt var klar over, at man ikke uden videre ville kunne flytte redaktioner til Jylland og blive mødt med bukken og nejen fra medarbejderne:

»Planen er et vigtigt led i at sikre, at DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen. Men jeg har også stor forståelse for, at det betyder, at mange dygtige medarbejdere kommer til at stå over for et meget vanskeligt valg. Det kan være et stort skridt for den enkelte at flytte til en anden del af landet. Vi vil gøre vores for at hjælpe både dem, som vælger at flytte med og dem, som ikke har mulighed for det,« sagde Maria Rørbye Rønn tilbage i april.

Jesper Theilgaard viser det nye vejrstudie i DR-Byen frem.De har fået deres eget studie, hvor redaktionen sidder, og alle vejrudsendelser bliver sendt fra. Fra denne telefon kan værterne opkoble sig på radioudsendelser, hvor de kan levere direkte vejrudsendelser fra deres kontorplads.
Jesper Theilgaard viser det nye vejrstudie i DR-Byen frem.De har fået deres eget studie, hvor redaktionen sidder, og alle vejrudsendelser bliver sendt fra. Fra denne telefon kan værterne opkoble sig på radioudsendelser, hvor de kan levere direkte vejrudsendelser fra deres kontorplads. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Jesper Theilgaard har ikke kun virket som vejrvært i de senere år. Han har ifølge Billed-Bladet i stigende grad engageret sig i klimaspørgsmålet. Et emne, han også er i gang med at skrive en bog om for Gyldendal. Han har været ansat hos DR siden 1990.