Marie Bach Hansen dukker de næste mange søndage op i DRs store drama-satsning, Arvingerne, hvor hun spiller en af hovedrollerne som den ukendte datter, Signe.

Men den hjemlige succes kunne for få år siden været blevet overhalet af en international stjernekarriere, da holdet bag de milliarddyre James Bond produktioner, kontaktede hende. De ville caste hende til rollen som anti-heltinden Sévérine i den kommende film, Skyfall, der blev en giga-succes. 

- Jeg var inde og træne Yoga i Fitness World. Da jeg kom ud, lå der er en besked fra en caster, der ville prøvecaste mig til den nye James Bond film. Det var helt sindssygt, og jeg blev fuldstændig chokeret. Jeg troede, det var en joke, siger hun til bt.dk.



Men det var ikke en joke. Hun blev tværtimod bedt om at øve to bestemte scener, købe sig en pæn kjole og træne sit engelsk, inden casterne kom til Danmark for at se hende an. I begge scener skulle hun spille overfor James Bond, der dog ikke dukkede op til castingen - til stor ærgrelse for Marie Bach Hansen. 

- Det var virkelig ærgerligt, at han ikke var der. Men det var en helt vild oplevelse. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har prøvet noget så sindssygt som at blive ringet op og spurgt, om jeg ville castes til James Bond, siger hun til bt.dk 

Hun endte dog med at tabe kampen til den franske model, Bérénice Lim Marlohe.
  
I stedet kan danskerne nyde hende i Arvingerne, hvor hun optræder i kondisko og t-shirt, der står i skærende kontrast til Bond-babens gallakjole og pistol i strømpebåndet.
 
I Arvingerne får hun dog lov at smage lidt af James Bond universet, da hun spiller sammen med Jesper Christensen, der har en rolle i Bond-filmene Quantum of Solace og Casino Royale. 

Marie Bach Hansen fik sit folkelige gennembrud i filmen Hvidstengruppen, hvor hun høstede store roser for sin rolle i Hvidstengruppen som Tulle Fiil.

Torsdag har hun premiere i teaterstykket, Rumble in the Jungle, der handler om bokserne Muhammed Ali og George Foremanns kamp om VM-bæltet. Stykket kan ses på Mungo Park Teater i Allerød.