Hvor umenneskelig krig end kan synes, så er det mennesker, der er i skudlinjen. Når vi skræller politiske motiver, retfærdighed, helte, skurke og camouflagemaling bort, står der sårbare, unge mennesker med familier, håb og drømme tilbage. De er kernen i enhver krig, og i særdeleshed i ’Krigen’, Tobias Lindholms tredje spillefilm, der langt hen ad vejen er ligeså intens og nærværende, som hans forrige, ’Kapringen’.
Claus (Pilou Asbæk) er kompagnichef i Afghanistan, og han er folkets mand. Han kan ikke forklare meningen med de talløse patruljeringer i ørkensandet mellem talibanske krigere, landminer og fattige afghanske bønder, der bare vil have fred. Men han kan gå forrest med sine drenge.
Claus er en sympatisk mand og en god soldat, og Asbæk spiller ham med en imponerende nedtonet ægthed. Lindholm benytter sig atter af en dramadokumentarisk stil, der bringer os helt tæt på soldaternes virkelighed uden at give afkald på fortællingens styrke. Der er en tæthed i Magnus Nordenhof Jøncks billeder, kant i lyden og skarphed i klipningen, der skærper vores fokus. Man får koldsved i hænderne, når drengene børster sand af en vejsidebombe.
Næsten lige så påtrængende og intense er scenerne hjemme fra Danmark, hvor Claus’ kone Maria forsøger at holde styr på tilværelsen og parrets tre børn. Tuva Novotny, der alt for længe har fået for dårlige roller i dansk film (husker nogen ’Simon & Malou’ eller ’I:DA’?), er lige så fremragende som Asbæk. Også hun underspiller hellere end at overdramatisere, og scenerne med Maria og ungerne om køkkenbordet er gribende i deres enkelthed.
Krigen koster på begge fronter, og efterregningen skal vise sig at blive ganske konkret, da Claus midtvejs i filmen lokkes i et bagholdsangreb og må træffe en resolut beslutning for at redde sine mænd. Operationen lykkes, men koster 11 civile afghanere livet, og pludselig dukker auditørkorpset op i campen og hiver Claus hjem for en domstol i Danmark.
Herfra bliver ’Krigen’ et retssalsdrama, der har masser på sinde, men ikke helt samme enkle nærvær og elegance. Hvor første del går i hjertekulen på os, taler den sidste til hovedet og rejser spørgsmål om skyld og ansvar, der langtfra har entydige svar.
Bænket til et koldt retslokale bliver det tankevækkende konkret, hvor langt der er fra virkeligheden i Afghanistan til virkeligheden i Danmark. Og hvor svært det er at være soldat og menneske med ben og ansvar i begge lejre.
Lindholm, der selv har skrevet filmens manuskript, bruger retsspillet til at vise, hvor flygtige og elastiske begreber som sandhed og moral er. Også selv det netop er disse værdier, der er nogle af vores vigtigste argumenter for at gå i krig.
Det giver fuldstændig mening, hvad både Charlotte Munck og Søren Malling siger som henholdsvis Claus’ anklager og forsvarer, og alligevel står det tindrende klart, at sandheden er krigens første offer.
Hvad enten han bliver dømt eller frikendt, er det Claus og hans familie, der må bære prisen for hans handlinger. Det koster at sende vores unge mænd i krig. Og det koster især for de unge mænd.
Om det har Tobias Lindholm skabt en stærk og vigtig film, der fortjener at blive mærket, set og diskuteret.
'Krigen', dansk drama, fire ud af seks stjerner
