Hollywood er spændt op til Bier. I disse minutter fejrer Susanne Bier sin store triumf ved to officielle fester i Hollywood. Kl. ca. 7.30 dansk tid slutter det såkaldte Governor's Ball for alle nominerede. Festen er arrangeret af Oscar-komitéen.

Først senere på formiddagen, dansk tid, bliver der tid til at fejre triumfen sammen med resten af det danske hold, heriblandt Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen.

- Stemningen herovre er selvfølgelig euforisk. Det er jo den første 'store' danske Oscar siden 1987 (Bille Augusts Pelle Erobreren, red.). Jeg snakkede med Peter Aalbæk for lidt siden. Han er nornalt ikke den store føler, men selv han virkede lidt paf i det, siger B.T.s udsendte i Hollywood, Susanne Johansen.

- Når Susanne Bier er færdig med Governors Ball skal hun videre til den absolut største fest, der er arrangeret af magasinet Vanity Fair. Det er klart den største fest af dem alle. Men det er også den sværeste at komme ind til. Jeg har lige talte med den danske eventmager Claus Hjelmbak, der er vant til at arrangere fester i Hollywood. Han siger, at det er sværere at 'crashe' Vanity Fair-festen end at bryde ind i Nationalbanken. Vi har lige set Lady GaGa - hun fik lov til at komme ind, siger Susanne Johansson.

Susanne Bier har sin mand, musiker og teaterproducer Jesper Winge Leisner med til Vanity Fair-festen. Senere slutter hun sig sammen med resten af filmholdet til en privat fest.