Wallace har brændt fingrene på kærligheden. Han er færdig med den slags, tror han nok, da han til en fest møder den søde Chantry og forelsker sig pladask. Der er bare lige én ting: hun har en kæreste, så de må nøjes med at være venner. Men kan de mon det?

Vi lader svaret blafre på den lyserøde sky, men forvent ingen overraskelser af denne canadiske tuttenutte-komedie, der er vældigt, vældigt sød, og ikke så meget mere.

Den florlette historie havde gjort sig bedst i et teenageunivers, men her er personerne midt i 20erne, måske fordi man har bøjet manuskriptet til ære for den tidligere Harry Potter, Daniel Radcliffe, der får sin første romantiske hovedrolle. Det gør det hele en smule patetisk. Zoe Kazan, der spiller Chantry, er heldigvis smadder sød og naturlig, og filmen har et par kære ideer som at lade Chantrys tegninger blande sig i billederne. Det er alt sammen velmenende, men førsteelsker bliver Potterdrengen altså aldrig.

’What If’

Romantisk komedie

(3/6 stjerner)