Virakken omkring det fejlslagne gratis-event for tegnefilmen 'Frost' i weekenden er et tidstegn på noget af det, der er galt i Danmark. Sådan siger skuespillerne Bodil Jørgensen og Niels Ellegaard, der har medvirket i flere børnefilm og- teaterstykker.

»Episoden derinde er jo helt til grin, og den siger noget om, at vi jo elsker at klage i det her land. Hvis der er noget at klage, så er vi der straks og siger 'det er da også for dårligt'. Jeg var der ikke selv, men havde jeg været der med mine børn, og de ikke kunne se noget, ville vi da også være trætte af det. Men prøv nu at høre, slap af, det er et gratis arrangement. På en eller anden måde bruger man bare børnene til at klage,« siger Niels Ellegaard, der blandt mange andre film har spillet med i Bølle-Bob-filmene og flere julekalendre.

I lørdags havde Disney inviteret til et 'magisk Frost-univers' for fans af den populære børnefilm 'Frost' på Gammeltorv i København. Hér ville flere af skuespillerne, der havde lagt stemmer til den danske version, komme og synge. Men eventet blev langt fra som håbet.

Arrangørerne havde forventet 2.000-3.000 deltagere til det gratis event, men i stedet dukkede op mod 10.000 børn og forældre op. Derfor kunne kun få se scenen, og flere havde svært ved overhovedet at høre noget. Det resulterede i grædende, unge fans og frustrerede forældre, der højlydt klagede.

En kritik, der i skuespilleren Maria Lucias øjne dog var helt malplaceret.

»Jeg krummede tæer over voksne som brugte deres børn imod hinanden for at komme foran i køer osv. Og nærmest kom op at slås samt brokkede sig over manglen på kostumer og goodiebags! Hvad er det lige i lærer jeres børn med den opførsel?,« skrev hun efterfølgende i en længere opdatering på Facebook.

Og nu får hun og kollegaen Kristine Yde, der også sang til det overproppede event, støtte fra flere af deres kolleger, blandt andet Bodil Jørgensen:

»Vi lever jo i en kultur, hvor folk føler sig krænkede og ikke får nok. En ufatteligt krævende kultur efterhånden, og det skal vi holde op med. Hvis man ikke har kunnet se, så går man hjem eller går en tur i en park,« siger Bodil Jørgensen og fortsætter:

»Og særligt, når det var et gratis arrangement. Så kan man altså ikke klage. Simpelthen. Det må stå et eller andet sted i grundloven. Det kan man simpelthen ikke. Det er blevet så nemt at sige 'dumme svin og 'fuck dig', for man skal ikke se nogen i øjnene. Det er en farlig kurs.«

Niels Ellegaard er enig i, at problemerne er et tidstypisk tegn.

»Da jeg var barn i 70'erne, tog vores forældre os med til alt muligt, og vi kom jo til at ligge og sove under bordene til fester. Så har vores generation senere lavet en modreaktion, hvor passer så meget på dem og nærmest placerer børnene ovenpå bordene som piedestal. Men alting er som et pendul, og nu har vi været i hver sin ende, så mon ikke pendulet snart svinger tilbage igen? Det er simpelthen for latterligt,« siger revy-veteranen Niels Ellegaard, der dog godt kan se potentialet i situationen:

»Det er faktisk noget, man kunne lave en ret sjov revytekst om, og den må også komme på et tidspunkt, for hold kæft, hvor vi går op i de børn.«