Alt er timet og tilrettelagt: Vi skal bruge en bowlerhat, en jordemodertaske, en kvart cigar med ild i, en masse taknemmelige børn og en efterårsferie. Så skal den succes nok være hjemme.

Nu er det bare sådan med Egon Olsens planer, at de ofte lykkes, men aldrig ender med den store gevinst. Og det gælder også den her.

På overfladen har 'Olsen Banden på dybt vand' ellers det meste. Egon kommer frisk fra Vridsløselille med planer om at stjæle en lukrativ såkaldt olie-accelerator fra sit gamle yndlingsoffer Bang Johansen, der denne gang er direktør for et Mærsk-lignende olieselskab. Det er den klassiske historie om den lille forbryder i den store kriminelle verden, balancerende mellem bandens urørlige tidslomme og moderne tilføjelser.

Kuppene, der blandt andet involverer ti flag, en bukseknap, et par seler, en ubåd og et glas rødbeder, gør Bahs og Balling ære. Tempoet er raskt, og stemmerne er gode.

Der er på sin vis ikke en finger at sætte på det, vi får. Vi får bare ikke ret meget, og intet vi ikke for længst havde forventet. Og det er problemet. Det er skide forudsigeligt, Egon.

Nostalgien skal bære det hele, og var det sjovt nok, sådan da, at se banden som tegneseriefigurer første gang i 'Olsen Banden på de bonede gulve', så er det nu en gentagelse af en gentagelse. Af noget, der for længst har haft sin tid.

Fjerner man de indforståede voksen-referencer og karikaturerne af forrige århundredes afdøde skuespillere, står man tilbage med tre jævnt kedelige ældre mænd og et univers, der ikke passer særligt godt til en moderne børnefilm. Hvad vi skal med det i 2013, synes instruktør Jørgen Lerdam ikke rigtigt at have noget svar på - ud over at forgængeren solgte 350.000 billetter.

'Olsen Banden på dybt vand' skal da også nok trække folk af huse. Med sine Anders And-krokodiller og Dynamit Harrys eksplosioner vil de mindste more sig til husbehov og deres bedsteforældre smile huldsaligt, som var det selveste 'Matador', de genså. Men ingen ville have savnet den, hvis vi havde været den foruden.

Så kunne de mange gode kræfter være brugt på en original film med nutidige karakterer, som man turde tro på ville sælge på grund af sine kvaliteter - og ikke kun på grund af sin genkendelighed.