Ægtefællerne vil konkurrere benhårdt om at slå hinanden i dette års Vild med dans

Konkurrencen bliver benhård mellem Silas Holst og Johannes Nymark, når Vild med dans begynder til september. For både danseren og hans skuespillermand er nemlig udprægede konkurrencemennesker.

Det fortæller den tidligere vinder af danseprogrammet til bt.dk, efter det tidligere torsdag kom frem, at hans mand er blandt de 12 nydansere i 'Vild med dans 2014'.

- På den ene side er jeg virkelig glad for og stolt over, at han tør kaste sig ud i det. Især når jeg ved, hvordan han danser. For hånden på hjertet, så vil det være synd at sige, at Johannes er god til at danse, fortæller Silas Holst, der igen er tilbage i programmet.

Sidste år holdt den populære, tidligere vinder af programmet pause, fordi han havde fået sin første hovedrolle i musicalen ’Crazy for you’ på Det Ny Teater.

Men nu er Silas Holst tilbage i 'Vild med dans', som han har været en fast bestanddel af, da han dansede Malena Belafonte i finalen i 2009. Han har siden danset både Laura Drasbæk og Louise Mieritz til andenpladser, mens han i 2011, hvor han vandt programmet, dansede med Sophie Fjellvang-Sølling.

Derfor ved han, hvor meget træning der skal til, hvis man vil helt til tops i programmet. Og ikke mindst hvor stort behov nydanserne har for at få massiv støtte og opbakning fra hjemmefronten. 

- Ja, det har jeg heller ikke helt grejet endnu. Men jeg må passe min del af butikken. Og gudskelov har han fået en partner, som jeg ved, er rigtig god til sit arbejde. Så han kan styre sin del af butikken, uden at jeg behøver at blande mig, lyder det hemmelighedsfuldt fra Silas Holst, der godt ved, hvem Johannes Nymark skal danse med.

- Det må vi ikke afsløre endnu, siger han.

Til gengæld lægger hverken Johannes Nymark eller Silas Holst skjul på, at selv om de på den private front altid er klar til en rask konkurrence. Som de begge vil vinde. Og sådan kommer det også til at gå, når 'Vild med dans' begynder.

 - Jeg er virkelig et konkurrencemenneske. Og det er Silas også. Derhjemme konkurrerer vi om alt muligt. Så det bliver spændende at være med i den samme konkurrence, fortæller Johannes Nymark, og afslører, han bestemt ikke regner med at få insidertips og tricks med sig hjemmefra.

- Nej, han vil ikke gøre noget som helst for at give mig nogle fordele, der vil gøre det lettere for mig at slå ham. For det er da mit helt klare mål at komme længere end ham i programmet. Og jeg vil da også rigtig gerne i finalen, erklærer Johannes Nymark.

Nøjagtigt samme mål har Silas Holst. Derfor kommer de begge til at gå benhårdt til værks, når de trækker i danseskoene. For de vil begge vinde. Om ikke konkurrencen, så som minimum over hinanden.

- Hvis Johannes slår mig, får han håneretten. Det vil være frygteligt, erkender Silas Holst.

Selv om det stadig er hemmeligt, hvem der skal danse med hvem i programmet, er oddsene for, hvem af nydanserne der kommer til at klare sig bedst allerede på plads hos Bet25. Ifølge den liste, er Johannes Nymark allerede fint placeret på oddslisten, som du kan se herunder:

Sara Maria Mærkedahl (vejr-vært): Odds 4.00

Ditte Ylva (skuespiller): Odds 6.00

Paprika Steen (skuespiller): Odds 8.00

Johannes Nymark (skuespiller): Odds 8.00

Besir Zeciri (skuespiller): Odds 8.00

Line Kruse (skuespiller): Odds 10.00

Thomas Wivel (komiker): Odds 10.00

Tine Baun (tidligere badmintonspiller): Odds 10.00

Uso (rapper): Odds 15.00

Helge Vammen (gymnast): Odds 20.00

Astrid Krag (socialdemokratisk folketingspolitiker): Odds 30.00

Erik Brandt (modeskaber): Odds 50.00

Vild med dans har premiere 12. september.