Berlingskes kulturredaktør præsenterer tre mulige udfald for UnderholdningsOrkestret efter kulturminister Marianne Jelveds møde med forligspartierne.

Tirsdag mødes kulturminister Marianne Jelved (R) med folketingets partier. Et flertal har krævet, at ministeren reddder DR UnderholdningsOrkestret, som DR ellers ønsker at spare væk. Orkestret kan reddes ved at ministeren specifikt skriver det ind i den såkaldte public serivce-kontrakt, der skal gælde for de næste fire år.

Her er de tre mulige udfald af morgendagens møde:

1. Alle får en luns:

Positionerne er trukket op. Alle er krøbet op og i træet, og alle skal have noget til gengæld for at give sig, men afhængigt af Jelveds indstilling bliver det enten løst tirsdag, eller mere sandsynligt bliver det en lidt længere proces, hvor der forhandles. Men konklusionen er klar: UnderholdningsOrkestret består. Det politiske flertal og musiklivet bliver glade. Parterne må så sluge, at orkestrets flimrende musikalske profil og repertoire nytænkes af DR, ligesom DR må sende dets nye musikplan på værksted ovenpå kompromiset. DR får ingen ekstra penge, men en joker ligger i de såkaldt overskydende licensmidler. Dem fordeler forligspartierne nemlig altid i aftaleperioden. Her kan penge til en målrettet styrkelse af musik for børn og unge komme på tale. Det er Jelveds mærkesag, og DR har børn og musik som mærkesag, så DR vil naturligt få del i dem. Ingen taber ansigt.

70 procents sandsynlighed.

2. Fuld redning:

Jelved retter ind efter Folketingets flertal og meddeler, at hun i de videre forhandlinger om public service-kontrakten vil have skrevet DR UnderholdningsOrkestret ind. Ministeren har kæmpet for bestyrelsens ret til at bestemme over, hvor besparelserne skal falde, så ingen er i tvivl om, at Jelved står vagt om armslængdeprincippet. Man imødekommer altså det politiske flertal. DR accepterer, men tilkendegiver, at man finder forløbet uhensigtsmæssigt. Minister og flertallet i DRs bestyrelse er taberne. Flertallet jubler.

20 procents sandsynlighed.

3. Det hele falder på gulvet:

Jelved nægter at give sig under henvisning til, at det er hende som minister der udmønter public service-kontrakten, ikke Folketingets partier. Ministeren har juraen på sin side, men den politiske virkelighed er, at de blå partier og Enhedslisten nu eskalerer sagen. Et uskønt slagsmål venter: Først hasteforespørgsel i Folketinget med vedtagelse af kritisk dagsorden, der pålægger Jelved at løse sagen nu. Hvis ministeren fortsat nægter, fremsættes beslutningsforslag der pålægger regeringen at få skrevet DRs orkestre ind i radio- og TV-loven. De tilbageværende måneder inden valget bliver hårde for Jelved.

10 procents sandsynlighed.