2013 kan blive et af dansk films allerbedste år

2012 blev det næstbedste danske filmår i 30 år med fire millioner solgte billetter. Men 2013 kan blive endnu bedre.

På papiret ligner det nemlig en af de helt store sæsoner med nye film af blandt andre Thomas Vinterberg, Lars von Trier og Nicolas Winding Refn, og efter at især de historiske dramaer og komedierne har holdt for i år, så får vi næste år masser af spænding i biografmørket.

Vinterberg lægger for den 10. januar, eller rettere sagt stormer han tilbage ifølge de internationale anmeldere, der er ved at gå bagover af begejstring for ’Jagten’. Mads Mikkelsen spiller en fraskilt skolelærer, der så småt er ved at komme ovenpå igen, da en lille hvid løgn vokser med sneboldeffekt og vækker et uhyggeligt massehysteri i den lille provinsby.

Erotisk drama

Det sidste kunne næsten lyde som von Triers ’Dogville’, men Trier selv går andre veje med det erotiske drama ’Nymfomanen’, der spås at blive så saftigt, at filmen vil blive udsendt i både en censureret og en hardcore version. Den er klar til maj, i tide til Cannes-festivalen.

Nicolas Winding Refn følger op på sin meget succesfulde ’Drive’ med nok en hårdkogt hævnthriller, ’Only God Forgives’. Ryan Gosling har atter hovedrollen, og scenen er denne gang sat i Bangkok.

Om gangstere trives lige så godt under hjemlige himmelstrøg, får vi at se, når Michael Noer, der gav os det rå fængselsdrama ’R’, returnerer til april med ’Nordvest’, om tre brødre, der ryger ud i noget rigtigt snavs med narko og prostitution.

Menneskeligt eksperiment

Også Søren Kragh-Jacobsen har kastet sig over spændingsgenren med ’Lossens time’, der har Sofie Gråbøl i sin første hovedrolle efter ’Forbrydelsen’. Gråbøl spiller en præst, der hvirvles ind i et menneskeligt eksperiment, hvor troen på det gode møder frygten for det onde.

’Skytten’ var i 1977 et stort hit med Jens Okking som skydegal terrorist. Nu har Annette K. Olesen opdateret den til en moderne politisk thriller, denne gang med Kim Bodnia i titelrollen og Trine Dyrholm som journalisten, der inspirerer ham.

Der er store forventninger til ’Skytten’, som er klar til februar, men allerstørst spænding er der nok alligevel om årets sidste thriller, ’Kvinden i buret’. Nikolaj Lie Kaas har rollen som den afdankede kriminalkommissær Carl Mørck i første film om Jussi Adler-Olsens Afdeling Q. Og den må hellere være god, for Adler-Olsen har planlagt ti bind om Mørck og kompagni, og alle skal filmatiseres.