Skuespiller Lone Hertz er tilbage på filmlærredet efter knap 20 års fravær.
»Kom ind, kom ind. Ja, her er jo lidt kaotisk, men jeg kan da koge vand til en kop te,« lyder det fra en veloplagt Lone Hertz, da hun byder velkommen i sit hyggelige rækkehus i Charlottenlund, der ganske rigtigt ser ud, som om hun enten er lige ved at flytte ind – eller ud. Store sorte poser står stablet langs væggene, og bøger og papirer ligger i høje stabler i reolen og på langbordet, som er nogle af de få møbler i huset.
Siden stormen Bodil i december 2013 fik vandet fra Øresund til at stå mere end en halv meter højt i store dele af boligen, har den 75-årige skuespiller og foredragsholder nærmest levet på feltfod i sit eget hjem. Har sovet på en madras på gulvet og kun haft det allermest nødvendige til sin rådighed, mens håndværkerne har kæmpet med at udbedre de omfattende vandskader.
»Så når man bliver viftet om næsen med en dejlig hotelseng i seks uger, kan man jo slet ikke sige nej,« ler hun med henvisning til de seks uger sidste sommer, hun tilbragte i Canada sammen Rasmus Botoft, Lærke Winther og hele det øvrige filmhold under optagelserne til familiefilmen »Min søsters børn og guldgraverne«, der netop har haft premiere.
Det er første gang i næsten 20 år, man kan opleve Lone Hertz på film, og hun blev selv »dybt overrasket«, da hun blev bedt om at komme til audition. Mest glædeligt overrasket. Men måske også en smule pikeret over at skulle konkurrere om en rolle – sådan spillede klaveret ikke i hendes flere end 30 år som aktiv skuespiller med en lang række film- og teaterroller, hvor især lystspilfilmene »Frøken Nitouche« og »Sommer i Tyrol« fra 1960erne gjorde hende til folkeeje.
»Jeg har aldrig været til audition før i hele mit liv – i hvert fald ikke siden jeg var 17 år og skulle aflægge prøve for Stig Lommer, Keld Petersen og Dirch Passer på ABC Teatret,« ler hun.
»Men jeg havde jo lyst til rollen. Af flere grunde. For det første fordi det var som at få et deja vue – det var jo min daværende mand, Axel Strøbye, der oprindeligt formede denne onkel-rolle (i de fire første film fra 1966-71, red.), og det gjorde han med stor elegance og en herligt bizar humor – og også med en erotisk udstråling, som jeg jo syntes, at han havde.«
Lone Hertz var ikke selv med i filmen dengang, men fulgte mange af optagelserne på settet.
»Så da jeg blev tilbudt denne rolle, tænkte jeg, at det ville være morsomt at være med til at slutte ringen,« siger hun. »Men det var da også en vigtig medvirkende grund, at jeg i mine år som rektor på Statens Teaterskole lærte mange af disse unge skuespillere at kende og har fulgt dem, som var de mine egne børn. Det kan man slet ikke lade være med, når man er så tæt sammen, som man er på en skuespillerskole. Så jeg havde stor lyst til at være sammen med mine unge kolleger igen, og vi har virkelig haft det morsomt. Jeg synes, at Rasmus og Lærke har fornyet filmens hovedpersoner på en fin måde, og så var der nogle helt pragtfulde børn. Jeg har selv været børneskuespiller og ved, hvor svært det kan være at filme sammen med børn, men de var dejlige – og meget disciplinerede.«
Let til latter
I »Min søsters børn og guldgraverne« spiller Lone Hertz familiens canadiske grandtante, Anna, som onkel Erik og børnene rejser på besøg hos, da de opdager, at deres tipoldefar udvandrede fra Danmark og blev guldgraver i Canada.
»Det er ikke nogen stor rolle, men det er en vigtig rolle, for jeg er jo grunden til, at de tager til Canada, og der var åbenbart visse produktionsmæssige fordele ved at optage filmen der. Så hvis de ikke havde haft mig, var filmen ikke blevet til noget,« siger hun fulgt af en høj latter.
I det hele taget er Lone Hertz en kvinde, der har let til både smil og latter, som vi sidder i den interimistisk indrettede stue – hun selv på en puf dannet af nattens sammenfoldede madras, mens husets eneste behagelige stol er overladt til gæsten. En lang og omskiftelig kunstnerisk karriere har lært hende at tage tingene, som de kommer, og få noget godt ud af det meste. Således også, da hun efter seks år som rektor for Statens Teaterskole i 1990 pludselig fik nok af kulturministerielle embedsmænd og smækkede eftertrykkeligt med døren.
»Jeg havde ellers lige fået min kontrakt fornyet med fem år og skulle være den, der førte skolen videre ude på Holmen. Men så var der lige en dråbe i Kulturministeriet – og for mig er det altid dråberne, der slår mig ud. De store slag kan jeg modstå, men dråberne er enerverende,« siger hun.
»At være rektor på Statens Teaterskole er nok – måske lige bortset fra at være chef for Det Kongelige Teater – den værste stilling i hele vores teaterverden. Men også noget af det mest sindsoprivende spændende, jeg har oplevet i hele min teaterkarriere. Jeg ville aldrig have været de år foruden.«
Den pludselige ledighed gav imidlertid Lone Hertz mulighed for at gå i gang med den bog, hun længe havde følt et stort behov for at skrive. Nemlig bogen »Sisyfosbreve« om livet med hendes på det tidspunkt 24-årige handicappede søn, Tomas, der som ganske lille fik en hjerneskade på grund af en kighostevaccination. Bogen var den naturlige opfølgning på dokumentarfilmen »Tomas - et barn du ikke kan nå«, som i 1980 indbragte Lone Hertz en Bodil.
»Jeg arbejdede på bogen i næsten to år, og for én, der aldrig før havde skrevet på en PC, var det noget af en uriaspost at skrive næsten 300 sider. Men det var også en stor forløsning, både for mig og for Tomas,« siger hun.
Mørke rejseoplevelser
Bogen udkom i 1992 og vakte stor begejstring i handicapkredse. Efterfølgende fik Lone Hertz mange opfordringer til at komme ud og holde foredrag, og det blev starten på en helt ny karriere, som nu har været hendes hovedindtægtskilde i snart 23 år. I dag har hun et helt katalog af meget forskellige foredrag – om alt fra samfundsforhold til Karen Blixen og apostlen Paulus, som hun rejser med over hele landet.
Mange af foredragene holder hun i sin egenskab af ambassadør for Hjerteforeningen og ikke mindst for Hjerneskadeforeningen, som ligger hendes hjerte nær, og hvor hun indædt kæmper imod de besparelser og institutionslukninger, der løbende rammer nogle af samfundets mest sårbare. Men hun henter også inspiration på rejser ude i verden med bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og Dansk Flygtningehjælp.
»Når jeg kommer hjem, spørger folk altid, hvordan det var at opleve alle de store seværdigheder og turistattraktioner. Men det, jeg ser, er f.eks. syrekvinderne i Bangladesh, hvis ansigter er ét stort betændt hul, det er AIDS-enkerne i Thailand, flygtningene fra borgerkrigen i Rwanda og gadebørnene i Sankt Petersborg, der bor i kloakkerne og er narkomaner allerede fra fem-års alderen,« fortæller hun.
»Jeg synes, det er et stort privilegium at få lov til at rejse ud og opleve menneskers vilkår og videregive mine oplevelser. Det er et spændende arbejde, det udvikler dig, og du får afleveret nogle budskaber, som er dine egne, og som du selv synes, er væsentlige – sådan er det jo ikke altid på teatret. Og til forskel fra at stå på scenen som skuespiller er man som foredragsholder i direkte dialog med publikum. Et foredrag på halvanden time er jo den rene standup, men altid med et budskab, som jeg selv brænder for.«
»Ellers tror folk jo, jeg er død«
Men selv om hun nyder sit arbejde og trods de netop passerede 75 år ikke kunne drømme om at holde op, har Lone Hertz aldrig rigtig lært at forlige sig med den usynlighed, der pludselig ramte hende, da hun forlod Statens Teaterskole og rampelyset som skuespiller.
»Selv i et så lille land som Danmark, hvor man egentlig synes, at næsten alle kender hinanden, er det forbløffende hvor meget, man kan blive glemt,« siger hun.
»Det arbejde, jeg har lagt hele min energi i de seneste 23 år, det er der ingen, der interesserer sig for. Jo, de mennesker, der kommer til mine foredrag, gør selvfølgelig, og især i Jylland har de en meget fin foredragstradition. Men medierne – de er ligeglade, og det gør det lidt hårdt, for foredragene sælger jo ikke sig selv. Man skal også have lidt PR engang imellem,« siger hun og lægger ikke skjul på, at det pludselige comeback på det store lærred er en kærkommen lejlighed til at få lidt medieopmærksomhed.
»Ja, selvfølgelig, det er jeg da nødt til at tænke på hele tiden,« siger hun og ler. »Hvis du vidste, hvad jeg deltager i, som jeg for 25 år siden aldrig havde drømt om at gå til, bare for at komme i Billed Bladet. Selvfølgelig er det da hyggeligt at gå til en premiere, men nu satser jeg direkte på det. Ellers tror folk jo, at jeg er død.«
Om rollen som grandtante Anna fører mere filmarbejde med sig, aner hun ikke. Men skulle det ske, er hun ikke den, der siger nej.
»Det ville da være dejligt, hvis jeg kunne spille bare én rolle om året enten på teatret, på film eller i fjernsynet,« siger hun. »Mange mennesker spørger, om jeg stadig er skuespiller – og selvfølgelig er jeg det. Jeg har altid tænkt som skuespiller og handlet som skuespiller. Jeg kan ikke andet end at være skuespiller.«
