Lørdag aften havde TV 2 premiere på det nye underholdningsprogram 'Fuld Plade', hvor seere hjemme fra stuen kan spille med om store præmier ved at logge ind på tv2.dk og udprinte de rette spilleplader.

Problemet lørdag aften var bare, at en stor del af danskerne måtte gå forgæves efter spilleplader, da de simpelthen ikke kunne hentes ned fra TV 2s hjemmeside.

Flere seere gik derfor ind på tv-kanalens hjemmeside for at lufte deres kritik, og her stod det hurtigt klart, at fejlen ramte mange danskere.

Efter den massive storm af seerhenvendelser erkender TV 2 dagen derpå, at det ikke var godt nok, at så mange danskere måtte gå forgæves efter spilleplader.

’Det er rigtigt, at der i en periode lørdag var så massiv efterspørgsel på at hente spilleplader, at vores servere havde svært ved at følge med, og det betød forsinkelser på vores website. Det er ikke godt nok, og vi beklager selvfølgelig over for de seere, som det berørte,' skriver underholdningsredaktør på TV 2, Dorte Boregaard, til BT i en mail og tilføjer:

'Vi er meget glade for programmet i går, og for at så mange havde lyst til at spille med og arbejder selvfølgelig på højtryk for at det tekniske problem med pladerne er løst næste lørdag, hvor vi igen spiller bingo på TV 2.’

Programmet 'Fuld Plade' havde premiere lørdag med Mikkel Kryger som vært.