Lørdag aften havde store dele af den danske befolkning sat sig til rette i stuen for at se TV2s nye underholdningsprogram 'Fuld Plade' med Mikkel Kryger som vært.

Sammen med de to videnskabsfolk Kasper Berthelsen og Søren Storm satte Mikkel Kryger nemlig jagten ind på at ramme fuld plade hos de danskere, der havde taget sig tid til at logge ind på TV2's hjemmeside for at hente de nødvendige bingoplader, man skulle have for at spille med.

Og det lykkedes da også trioen at finde frem til de tal, der i sidste ende udgjorde en fuld plade hos en heldig dansker. Alligevel forløb premieren formentlig ikke helt som ventet.

For alt imens de tre værter forsøgte at finde frem til de mange bingotal, så oplevede en stor del af de danskere, der gerne ville spille med om de mange præmier, at de blev mødt af en fejlmeddelelse, når de ville hente pladerne.

'Der skete en fejl. Vi kan ikke hente dine spilleplader lige nu - prøv igen senere,' lød den frusterende meddelelse.

Det fik en lang række seere til at rase ud på TV2s Facebook-side, hvor flere var mildest talt utilfredse over, at de ikke kunne få adgang til de nødvendige spilleplader.

'Jeres plader kan ikke hentes. TOTAL FIASKO,' lød det fra en af seerne.

Og det var langt fra et enestående tilfælde. For adskillige andre seere havde nemlig problemer med at hente spillepladerne.

Til flere af seerne har TV2 forklaret, at den overvældende interesse for programmet simpelthen medførte, at systemet i sidste ende ikke kunne følge med. Det var årsagen til, at mange blev modtaget af fejlmeddelelsen.