Det var nok forventet, at det kunne give spændinger, da det kom frem, at tidligere SE og HØR-chef Henrik Qvortrup og to af hans kendis-ofre fra tiden på det kulørte ugeblad skulle dele lejr i tv-programmet 'Jeg er en celebrity-få mig væk herfra'.

Komiker Amin Jensen og tv-personlighed Anni Fønsby har begge været i ugebladets spalter uden ligefrem at have været begejstret over resultatet. Og rundt om lejrbåldet i den sydafrikanske jungle var det næsten også kun et spørgsmål om tid, før de to bragte Qvortrups fortid på banen. Helt forståeligt, lyder det fra den tidligere chefredaktør.

»Det er helt fair, at de tager det op. Det er jo en dårligt bevaret hemmelighed, at vi havde et udestående med Amin og Anni. De fremførte deres synspunkter  og jeg fremførte mine,« siger Henrik Qvortrup, der i dag arbejder på DK4 og MetroXpress som politisk kommentator.
Han erkender, at han og de andre deltageres første møde ikke ikke ligefrem var meget hjerteligt.

»Det er mit indtryk, at lige da vi først mødte hinanden, var vi måske lidt afmålte, men så sluttede vi måske ikke som venner, men i hvert fald som mennesker, der er kommet tættere på hinanden,« lyder det fra den tidligere SE og HØR-boss.