TV2 har meddelt Se & Hør, at de heller ikke er velkomne til pressemødet på efterårets store musikprogram Voice, efter pres fra dommer L.O.C, der raser over ugebladets papparazzi-billeder af en topløs Christiane Schaumburg-Müller.

- Vi har fået at vide, at invitationen til at deltage i pressemødet på mandag om TV2-programmet Voice ikke længere er gældende. Formuleringen er den samme, som det var tilfældet ved 'Vild med dans'-pressemødet, nemlig at skabe arbejdsro og trygge rammer, siger en undrende chefredaktør på Se & Hør, Kim Henningsen til bt.dk.

Han er forundret over, at TV2 i den grad lader sig diktere i et privat anliggende mellem ugebladet og kæresteparret Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. i forbindelse med offentliggørelsen af sidste uges papparazzi-billeder af en topløs Christiane Schaumburg-Müller fra parrets kærlighedsferie i Thailand.

- De må¨da helt have tabt sutten på Danmarks næststørste tv-station, siger Kim Henningsen.

- Vi er i samme situation som ved 'Vild med dans'-pressemødet, at vi som arbejdsgivere er nødt til at sørge for den fornødne arbejdsro på pressemødet for vores medarbejdere. Her er det L.O.C., der skal have de fornødne trygge rammer og arbejdsro, så han kan yde sit bedste, siger TV2´s informationschef, Anne-Mette Bro Jöhncke. Hun beklager, at det har været nødvendigt at udelukke ugebladet.

- Det ville være utrolig ærgerligt for den øvrige presse at møde en L.O.C, der ikke vil tale eller slet ikke var til stede, siger Anne Mette Bro.

Hun ønsker ikke at gå i detaljer om, hvorvidt Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C har truet med at forlade programmerne, hvis ikke Se & Hør blev sat på porten.

L.O.C har gennem sin agent, Sally Mortensen, meddelt, at han ikke har nogen kommentarer.