»Nogen gange bliver man nødt til at slå hjernen fra, og bare kaste sig ud i det«
Oscar Dietz ser én lige i øjnene, når han taler om det sidste hæsblæsende års tid.
Og så tilføjer han:
»Man skal selvfølgelig også tænke sig om. Men selvom man er bange, så er der noget man bare bliver nødt til at kaste sig ud i. Så kan man altid tænke over det bagefter.«


Siden december 2012 har han deltaget i det mest krævende uddannelsesforløb nogensinde i forbindelse med opsætningen af en dansk musical. Sammen med seks andre drenge mellem 11 og 14.
Tre der skal skiftes til at spille Billy Elliot, og fire der skal spille vennen Michael.


BT har overværet de første prøver med fuld scenografi og kustomer, og alt tyder på, at teatrets modige (og dyre) satsning giver det hele tilbage.
Billy Elliot er flyvende. Og ligner allerede nu en kunstnerisk og økonomisk triumf. Selvom det hele først løber rundt, når der er solgt 100.000 sæder i salen.

Her kan du nu se de første billeder af den mange gange prisbelønnede musical, der har premiere d. 22. januar på Det Ny Teater i København.


»Det er ganske enkelt voldsomt inspirerende, at se de drenge lege på scenen med så stor disciplin,« siger musical-veteranen Julie Steincke, der spiller Billy Elliotts dansetræner.
»De tager det som en fest, men udviser samtidig så meget vilje og disciplin. De øver konstant. På scenen, i pauserne, på gulvet, i omklædningen, på toilettet. Hele tiden. Overalt. Det er en ren fornøjelse at se dem spille Janteloven helt ned under gulvbrædderne,« smiler Steincke.


»De er bare så meget bedre end vi nogensinde kan drømme om at blive,« afbryder Jesper Asholdt, der har rollen som Elliotts boksetræner i den betagende historie om drengen fra kulmine-familien i 1980’ernes engelske depression under jernladyen Margaret Thatcher. Billy Elliot, der drømmer om at bryde den sociale arv og danse ballet.


»Det er så livsbekræftende at se de drenge arbejde. De lytter, suger til sig som svampe, og så går de op, og gør det mest utrolige.«
»For pokker!,« Jesper Asholdt ryster på hovedet i begejstring, og slår hænderne sammen.
»Jeg sad sgu med tårer i øjnene under nogle af prøverne, hvor de fløj gennem luften,« siger den garvede skuespiller med et stort smil.


Det er koncentration, der lyser ud af øjnene på 14-årige Oscar Dietz, der var 13, da han blev udtaget som den ene af de tre Billy Elliott’er i november 2012. Kort efter startede han med de seks andre på det enestående forløb, hvor de nu har lært at steppe, danse ballet, danse moderne, lave akrobatik samt synge og spille skuespil.
En mundfuld, der kan tage pusten fra de fleste, men Oscar har samtidig passet sin skole, og har oven i købet indspillet ’Antboy - den røde furies hævn’, hvor han såmænd har hovedrollen.


»Jeg synes ikke det har været svært at koncentrere sig om skolen, og filmen var jo kun et par måneder. Jeg synes faktisk, jeg er blevet bedre til at koncentrere mig om lektierne undervejs. I den sidste tid, har jeg først været hjemme ved 23.30-tiden, men så må jeg lave lektier i bilen eller tidligt om morgenen.«


»På ’Billy Elliot’ har det hele været svært, og selvom jeg ikke har danset før, så har det særligt været akrobatikken, der har været svær for mig. Der har været en del grænseoverskridende ting, jeg var lidt bange for i starten. For eksempel nogle af de spring, jeg skal lave,« siger Oscar, der har kastet sig ud i projektet med ungdommens dødsforagt.
»Jeg har gerne villet slå hjernen fra, men det var svært i starten. Men når man tænker for meget, så bliver man bange, så der er nogle ting, man bare bliver nødt til at kaste sig ud i,« siger Oscar Dietz, der nævner de seneste uger som det aller sjoveste:


»Da vi skulle lave det hele med musik, lys, scenografi og kustomer på. Det er sjovt. Så kan man pludselig mærke, hvad det er, vi har trænet hen mod.«
Den 14-årige dreng lyser op i et stort smil, der åbner hele hans ansigt.
»Så er der brug for Oscar. Nu! Så er der prøve.«
Scenemesteren råber inde fra scenen, og han er igen fuldt koncentreret.
Uden at tøve meget mere end et sekund rejser han sig op.
»Okay, farvel. Vi ses,« siger han, mens han  allerede er på vej væk i fuldt firspring. Op på scenen.

Billy Elliot’ har Danmarkspremiere d. 22. januar på Det Nye Teater i København.

SE BT-TV’S EKSKLUSIVE INDSLAG PÅ BT.DK OM PRØVERNE PÅ DET NY TEATER HER