17-årige Zara fra Mette Lindbergs ’X Factor’-gruppe, Ladies With Attitude, er født med en sjælden misdannelse i ganen, som kun to procent i verden har.

Det er ikke til at høre, når hun står på scenen fredag aften i ’X Factor’, men inde i munden på 17-årige Zara fra Mette Lindbergs pigegruppe Ladies With Attitude gemmer sig en lille hemmelighed.

Den unge sangerinde fra Greve er nemlig født med en ’bifid uvula’, på dansk en spaltet drøbel, der gør, at det ser ud som om, at hun har to drøbler.

»Det er en sød lille klunke,« fortæller Zara grinende, om det BT’s journalist ellers diplomatisk kalder for et lille omvendt hjerte.

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Mine forældre var rimeligt overraskede, da de opdagede det, men jeg synes kun, det er fedt. Det gør mig jo unik. Det kan dog godt nogle gange være lidt irriterende – og undskyld hvis det bliver klamt nu – men det er lidt ulækkert, når der sætter sig lidt slim imellem dem. Men det er også det eneste generende ved det.«

Zara ved ikke, om den spaltede drøbel, som ifølge sundhedslex.dk er en medfødt misdannelse som kun to procent i verden har, giver hende nogle fordele som sanger.

»Jeg bruger jo ikke min drøbel til at synge med, men hvem ved om det pludselig gør at jeg kan komme op i et højere toneleje, haha?«

Zara tænker altså ikke over, at hun har en spaltet drøbel og har ingen planer om at lægerne til at kigge nærmere på den.

»Nej, overhovedet ikke.«

Hendes makker i Ladies With Attitude, 18-årige Allen med rødder i Cameroun tilføjer skuffet, at hun ikke har nogle særlige kendetegn. Og så alligevel.

»Hm.. Jeg har jo faktisk ikke nogen næseryg. Da jeg var mindre, tabte min mormor mig, og så skulle den fjernes, så det nu går lidt indad ved næsen. Ellers er jeg lidt kedelig,« griner hun.

De to piger er blandt de sidste otte i årets omgang ’X Factor’ og stiller fredag aften op med nummeret Chaka Kan-nummeret ’I Feel For You’.