Det er lykkedes DR Dramaafdeling at få et eftertragtet ja fra Connie Nielsen. Den danske skuespiller, der hovedsageligt har haft store roller i Hollywoodfilm, har nemlig sagt ja til en af de bærende hovedroller i den kommende søndags serie ‘Liberty’.

»Vi er helt vildt glade for, hun har sagt ja. Men hun faldt totalt for projektet. Hun er i forvejen meget engageret i Afrika med forskellige hjælpeprojekter, så hun tændte helt på historien og de andre skuespillere, instruktør og på DR«, fortæller Piv Bernth, chef for DR Drama til BT.

‘Liberty’ er den afdøde Jacob Ejersbos sidste bøger, en triologi, der handler om familien Knudsen, der i 1980’erne rejser til Tanzania for at arbejde, men kastes ud i en serie af dramatiske situationer og eksistentielle kriser.

Udover scoopet med Connie Nielsen medvirker også store, danske navne som Sofie Gråbøl og Carsten Bjørnlund, der begge har haft store bærende roller i DR dramaer som ‘Forbrydelsen’ og ‘Arvingerne’.

Helt fra begyndelsen har holdet bag ‘Liberty’ haft Connie Nielsen i tankerne til en af de fem bærende roller. Især fordi seriens producent Karoline Leth kendte den danske skuespiller fra en tidligere fælles produktion og derfor syntes, det var oplagt at få hende med.

»Vi gik direkte efter at få fat i hende. Men havde selvfølgelig nogle andre navne, hvis Connie ikke kunne«, fortæller Piv Bernth.

Det er 13 år siden, Connie Nielsen sidst medvirkede i en dansk film. Det var i Susanne Biers film, ‘Brødre’, hvor hun spillede sammen med Nikolai Lie Kaas og Ulrik Thomsen. Men som BT kunne fortælle i sidste uge, så medvirker Connie Nielsen også i den kommende britiske film 'Hamlet' med danske Mikkel Bo Følsgaard i titelrollen Hamlet. Lige som filmen 'Wonder woman', der også har den danske skuespiller på rollelisten, snart får premiere.

Selv om Connie Nielsen har haft stor succes i Hollywood, hvor hun har spillet overfor blandt andet Russel Crowe, Kenau Reeves og Al Pacino, så har hun ikke krævet en stor sum penge for at medvirke i dramaserien.

»Nej, hun er ikke dyr. For hun ved jo godt, at at der er forskel på at arbejde på en produktion i Hollywood og på en DR produktion. Så nej, hun er ikke en dyr dame«, afslører Piv Bernth.

'Liberty' bliver sendt søndag aften næste år. Den er på fem afsnit hver på en times længde.