Walt Disney var en tyrannisk chef og en middelmådig tegner, der flirtede med nazismen, fortæller opdateret biografi om tegnefilmskongen. Tom Hanks spiller Disney i snart biografaktuelle ’Saving Mr. Banks’
I den nye film ’Saving Mr. Banks’ møder vi Walt Disney i skikkelse af Tom Hanks. Som en temmelig fornuftig filmmand, der har problemer med en skrap forfatter til ’Mary Poppins’. Men Walt Disney var også selv en kompliceret mand med adskillige skeletter i skabet. Vi genopliver nogle af dem her.
Både før og efter 1994 er der skrevet en del portrætbøger om den geniale animationsfilmskaber Walt Disney. For det meste er de lavet i samarbejde med Disney-koncernen, og det har givet nogle pæne og ret anonyme bøger. ’Hollywood’s Dark Prince’ af Marc Eliot fra 1994 er anderledes. Forfatteren bad om et samarbejde med Walt Disney Studios, men fik et nej, og så gik han ellers i gang med at lede efter spor af Disney alle de steder, som de andre ikke havde ledt. Bogen blev skarpt kritiseret af Disneys efterkommere, da den udkom, men det lykkedes dem ikke at få den forbudt. Bogen blev oversat til 21 forskellige sprog, og der er så småt en ny, revideret udgave på vej. Marc Eliot har også skrevet bøger om Bruce Springsteen, Cary Grant, Clint Eastwood og Jack Nicholson.
Angav kommunister
I det store og hele synes Eliot at have sin dokumentation i orden. For eksempel har han breve fra FBI’s arkiver, der viser, at Walt Disney var en af FBI-chef J. Edgar Hoovers mange agenter. Walt Disney er født i 1901, og han ville på et tidspunkt gerne ind i den amerikanske hær, men det lykkedes ham ikke at finde sin fødselsattest hos myndighederne. Han havde altid hadet sin far, der slog ham som dreng, og gik med en fornemmelse af, at han måske var adopteret eller måske bare havde en anden mor eller far end Elias og Flora Disney.
Det fik angiveligt Walt Disney til at slå en handel af med FBI. Hvis de ville efterforske sagen og finde hans fødselsattest, ville han til gengæld holde dem informeret om venstredrejede og kommunistiske aktiviteter i Hollywood. Disney hadede fagforeninger, og han var også en af kræfterne bag HUAC, The House of Un-American Acitivities, der i 1950’erne førte til sortlistning af ti personer fra Hollywood, som nægtede at svare på komitéens spørgsmål. Yderligere 300 mennesker i Hollywoods filmbranche blev mere eller mindre boykottet.
Andre valgte at forlade USA, som for eksempel Charles Chaplin, der ellers var et af Disneys store idoler som ung. Som ældre sagde han til en af sine kolleger: ’Vores land vil få det bedre uden den lille kommunist!’
Muligvis uægte barn
FBI undersøgte Walt Disneys rødder, og deres research førte dem blandt andet til den lille spanske landsby Mojácar og en kvinde ved navn Isabelle, der blev gravid i 1901, hvorefter hun rejste til USA. Forfatteren Marc Eliot bruger i ’Hollywood’s Dark Prince’ en del krudt på at insinuere, at Isabelles barn kunne være Walt Disney, men uden dog at føre bevis for det.
Til gengæld mener Eliot, at man indirekte i hans film kan aflæse, at Disney gik og rumlede med tanker om, hvor han i virkeligheden kom fra. Tænk blot på det efterladte barn i skoven i ’Snehvide’, dukken der gerne vil have en rigtig far i ’Pinocchio’ og babyelefanten, der blev adskilt fra sin mor i ’Dumbo’. For ikke at nævne ’Askepot’ og hendes stedsøstre, de mange adopterede hunde i ’101 dalmatinere’ og de hjemløse hunde i ’Lady og vagabonden’.
Med tiden blev Walt Disney det, som FBI kaldte specialagent, og han tog sit job alvorligt. Efter en seks måneder lang strejke på sin virksomhed tøvede han ikke med at fyre strejkelederne og give deres navne videre. Han arbejdede ud fra devisen: ALT for virksomheden og filmene. Disney blev også set til møder i det amerikanske naziparti i Californien. Om man skulle tage hans afstandtagen fra jøder alvorligt, eller han blot gjorde det af forretningsmæssige grunde med henblik på lettere eksport af sine film, er stadig et åbent spørgsmål i dag.
Alt for firmaet
I det hele taget var Walt Disney en hård hund. Han var fuld af gode idéer, men han var ikke selv nogen stor tegner, og det pinte ham. Så meget, at han kun nødtvungent offentligt gav andre æren for nogle af sine film eller de sjove karakterer. Gjorde man grin med ham, som et par medarbejdere gjorde til en rund fødselsdag ved at vise en tegnefilm, hvor Mickey og Minnie var mere intime, end de plejede, blev man fyret på gråt papir.
Udadtil ville Disney gerne have, at filmselskabet lignede én stor familie, men indadtil var der skrappe regler om ingen alkohol og lange arbejdstider, selv om Walt ofte selv tog sig en sjus bag lukkede døre. Mænd i selskabet måtte heller ikke have skæg, men han måtte gerne selv have overskæg, og sådan var der mange særregler for chefen.
Omvendt må man også sige, at Walt Disney aldrig tøvede med at satse alle de penge, han tjente – og gerne flere til – på at lave kvalitetstegnefilm. Det var først i de sidste ti år af hans liv, at filmstudierne gav pæne overskud. Helt op til begyndelsen af 1950’erne var man afhængig af, at hver enkelt film gav overskud, så da ’Fantasia’ i 1940 blev et flop, var Disney i fare for at lukke, og det var langtfra eneste gang i historien.
Walt Disney døde i 1966, så ikke mange af hans gamle medarbejdere er stadig live. Da Disney-filmen ’Lilo & Stitch’ kom i biograferne i 2002, fik jeg lejlighed til at møde Walt Disneys nevø, Roy E. Disney, der dengang stadig var viceformand for bestyrelsen i Disney-selskabet. Han døde i 2009 og var på det tidspunkt 72 år, og han huskede Walt Disney således:
’Han var så hård en arbejdsgiver, som jeg nogensinde har arbejdet for – før eller siden. Jeg er kun gammel nok til at have produceret film rundt regnet de sidste fem år af Walts liv, og der virkede han meget travl. Måske fordi han var syg i lang tid, før det blev offentligt kendt. Derfor var han hård og utålmodig med dårlige forslag og initiativer. At arbejde for ham var en ret god filmskole, for man skulle virkelig trimme sine idéer op til et møderne’.
’Saving Mr. Banks’ har premiere i landets biografer på torsdag.
