Sofie Gråbøl har smidt den islandske sweater og giver sig i lag med slipsedrengene i bankverdenen med Nikolaj Lie Kaas som den nye makker

Det starter med mordet på en sømand, men som det er tilfældet i de to foregående serier af thrilleren 'Forbrydelsen', spreder mordet sig til alle grene af samfundet.

I 'Forbrydelsen 3'  tager tv-forfatteren Søren Sveistrup fat i finanskrisen, og det fører Sarah Lund ind på de bonede bankgulve og videre til Statsministeriet.

DR har netop offentliggjort skuespillerholdet omkring Sarah Lund i 'Forbrydelsen 3', hvor hun denne gang får Nikolaj Lie Kaas som makker.

Derudover er der både gensyn med gamle kendinge og goddag til nye ansigter, som der også er tradition for i DR DRAMA.

Anders Bertelsen, der fik sit gennembrud i tv-serien 'Taxa', og siden var hovedrollen i 'Krøniken' vender tilbage, ligesom Trine Pallesen, der var fast på 'Rejseholdet'. Morten Suurballe er den eneste, der ud over Sarah Lund p.t. har overlevet i tv-serien.

Stig Hoffmeier og Helle Fagralid har ligesom Olaf Heine Johannesen også haft deres gang i DR-drama-produktioner som 'Landsbyen'  og i 'Krøniken'.

Helt nyt ansigt i tv-sammenhæng bliver Sigurd Holmen Le Dous, der blev færdig som skuespiller for to år siden.

Optagelserne har været i gang et stykke tid, og det sidste 10 afsnit i trilogien om Sarah Lund ventes på skærmen i september 2012.