Dokumentaren 'Mine sidste 100 dage' om kræftsyge Theresa Bagges sidste tid viste ikke alle de svære sider, fortæller hendes mand.

- Det er mig, der ligger i kisten, lyder Theresa Bagges skrøbelige stemme, mens tv-billeder af Michael Bagge og parrets to børn i en fyldt kirke ruller over skærmen. I midtergangen står en kiste i sort højglans.

Stemmen blev indtalt inden hendes død. For alle vidste, at Theresa Bagge ville dø. 100 dage tidligere havde læger opgivet håbet, da kræften i tårekanalen havde spredt sig, og to gange kemoterapi ikke havde hjulpet.

TV2 viste i aftes dokumentaren 'Mine sidste 100 dage' om kræftsyge Theresa Bagge, der pludselig lever på lånt tid. I hjørnet af skærmen tælles der ned fra 100 dage. I den tid skal hun nå at planlægge sin egen begravelse og leve livet fuldt ud med sin lille familie.

- Det føltes også som en nedtælling i virkeligheden. Og det gik hurtigt. Man kunne se de fysiske forandringer fra uge til uge, og det var virkelig stressende. Det var som at have et æggeur stående. man vidste ikke præcis, hvornår det ville ringe, men man kunne hele tiden høre den der tikken, fortæller Michael Bagge.

I filmen ser man Theresa Bagge ligge afslappet i en sofa og shoppe kister på en iPad. Hun vurderer de forskellige farver og materialer, og hun stråler, da den perfekte kiste dukker op. Det er kisten, fortæller hun med tryk på sidste stavelse. Imens sidder hendes mand i kulissen.

- Jeg var slet ikke med inde over planlægningen af begravelsen. Det kunne jeg ikke holde ud. Det blev for virkeligt og fjernede det sidste håb, siger han.

Det er i dag to måneder siden, han begravede sin kone. Og selvom Michael Bagge er glad for, at filmen tegner et billede af en fin sidste tid for en forløst familie, føler han, det ligger langt fra sandheden.

- Filmen er lavet på en spiselig måde. Man kunne nærmest ikke lave det pænere, for det er langt fra vores hverdag. Filmen er Theresas illusion. Den viser, hvordan hun gerne ville have, omverdenen skulle se hende og hendes sygdomsforløb. Det er ærgerligt, for et eller andet sted ville jeg gerne være med til at hjælpe andre. Det er jo det, man selv har eftersøgt. Hvordan er det i virkeligheden at stå på sidelinjen? Men jeg er overvejende glad for filmen. Det gør det lettere i forhold til børnene, som ikke behøver at vide, hvordan det virkelig var, fortæller Michael Bagge.

- Store dele af tiden bruger man på at undertrykke ting, for at den anden ikke skal blive sur. Man lever i hver sin virkelighed, og jeg prøvede at passe og pleje hendes. Jeg sagde ikke altid sandheden, fordi det ikke skulle gøre ondt på hende. Men der var ikke plads til, at det også kunne blive en god sidste tid for mig. Desværre er der kun plads til én i sådan et forløb, fortæller Michael Bagge.

- Nogen gange havde hun det svært med, at børnene ikke tog hensyn til hende. Så ville jeg ikke begynde at gå ind i en dialog om, at det kan børn i den alder ikke. Man lod den ligge og gav hende ret. Og håbede at situationen ikke opstod igen. Jeg brugte meget tid på at kontrollere situationerne, fortæller han.

Michael og Theresa Bagge brugte lang tid på at forberede deres børn. Og det er glade og sprudlende børn, seerne så på tv i aftes. Men de har også været kede af det.

- Det er gået op for dem, at en forælder kan dø. Og så kommer spørgsmålet lige bagefter: 'Hvad så med dig, far?' Og jeg kan jo ikke love dem, at jeg bliver. De higer efter en tryghed, som man faktisk ikke kan give dem, siger Michael Bagge.

- De bliver kede af det, når de hører sange, der minder om hende. Men de er ikke store nok til at sætte ord på det. Så de bliver frustrerede, fordi de ikke ved, hvorfor de bliver kede af det, siger Michael Bagge, der endnu ikke har besluttet, hvornår børnene skal se dokumentaren.

Filmens dag 0 er kort. For kameraholdet var ikke med, da Theresa Bagge trak vejret for sidste gang. Der fik Michael Bagge lov at være alene med sin kone, som havde sagt farvel til børnene dagen før.

- Hun var ikke på den måde ved bevidsthed. Men det bilder man nok sig selv ind. Man sidder jo og håber på, de kan høre en. Men jeg ved det reelt ikke, siger Michael Bagge, der sad ved siden af sengen i 32 timer, inden Theresa Bagge til sidst gav op.