Onsdag aften kunne danskerne følge med, mens mentalt handicappede Michelle Louise Olsen kæmpede for at forhindre, at hendes datter Freja skulle bortadopteres uden samtykke. Det skete for rullende kameraer i DR1 Dokumentaren ’Aldrig mere mor’.
Men hvad seerne ikke fik lov at se var, hvordan den 33-årige mor tog afsked med sin otteårige datter. Måske for allersidste gang.
Nu fortæller Frejas mormor om den hårde afsked.
»Min datter er hjerneskadet, så hun har taget afsked med mit barnebarn på sin egen måde. Det har hun gjort over en længere periode ved at købe gaver til hende og afslutte alle de støttede samvær med at sige ’på gensyn’. Aldrig ’farvel’. For hun tror og håber, at de kommer til at ses igen en dag,« siger Michelle Louise Olsens mor Janne Madsen til BT.
»Alle samværene har været yderst højspændte, for vi vidste jo ikke, hvad de ville sige i retten. Vi vidste ikke, om det pågældende samvær ville blive det sidste.«
Det sidste samvær kom alligevel som en overraskelse. Michelle Louise Olsen skulle have set sin datter, leget og hygget sig med hende klokken 13 en eftermiddag i foråret. Men klokken lidt i ti blev mødet udsat, og hun fik den frygtede melding: retten havde afgjort, at hun ikke længere skulle være den juridiske mor til sin datter. Hun skulle have en ny slægt, og Michelle Louise Olsen skulle ikke længere være en del af hendes liv.
Senere fik hun dog et erstatningssamvær, og her greb hun, efter mødet med en psykolog, det lidt anderledes an for datterens skyld.
»Hun blev nødt til at holde sit ’på gensyn’ oppe i hovedet. Mødet skulle ikke handle om, at de skulle tage afsked. Nu skulle det bare være et godt samvær, hvor hun skulle nyde sin datter fuldt ud, printe hende ind på nethinden og få alt det bedste med derfra,« siger Janne Madsen.
Hun ved ikke, om Freja var klar over, at det måske var sidste gang, hun så sin biologiske mor.
»Det er kun gætterier, men vi håber, at plejefamilien, som nu er hendes adoptivforældre, fortalte hende, at det blev det sidste samvær. Jeg håber inderligt, at Michelle fik gjort et godt indtryk, og vist hende, at mor gerne ville hende. At hun var ønsket og elsket.«
Som ganske lille fik Michelle Louise Olsen konstateret leukæmi, og den efterfølgende behandling efterlod hende med en hjerneskade.
Derfor vidste familien godt, at hun aldrig ville klare en rolle som mor på fuldtid. Så da det største chok havde lagt sig, efter det gik op for dem, at Michelle Louise Olsen var gravid i sjette måned, var der ingen tvivl om, at hun skulle have hjælp, og det kommende barn skulle i familiepleje.
Men barnets videre skæbne havde ingen hverken forudset eller opmuntre til.
I 2009 vedtog Folketinget en lov om tvangsbortadoption, som betød, at man kunne tage skridtet videre fra anbringelse af et barn til at bortadoptere det uden forældrenes samtykke, hvis man kunne bevise, at forældrene var ude at stand til at tage sig af det.
Men efter en lovændring i oktober 2015 blev det nok blot at kunne sandsynliggøre dette.
I Michelle Louise Olsens sag, var det ”særlige omstændigheder”, der gjorde, at hun ikke længere skulle være mor, fortæller Janne Madsen, uden at kunne få svar på, hvad disse omstændigheder dækkede over.
»I de mange rapporter har der stået, at man ”frygtede, at hun ville gøre sit barn ondt”. Men ”frygt” er sådan et mærkeligt diffust ord at bruge. Man kan også ”frygte”, at hun bliver dræbt i en trafikulykke eller noget andet forfærdeligt. Michelle har hele tiden vidst, at hun kun var i stand til at være mor på givne tidspunkter, men så ville hun også være mor fuldt ud. Hun er kærlig og omsorgsfuld, har aldrig slået eller misbrugt sin datter, og hun har lige fra starten erkendt, at hun havde brug for hjælp i form af en plejefamilie,« siger Janne Madsen.
Hun er uforstående over for, hvordan denne frygt for at hendes datter skulle gøre barnet ondt ligger til grund for en bortadoption, når hun aldrig er alene med sit barn, men har samvær med hende under opsyn.
»Jeg er bestemt ikke imod hverken anbringelser eller adoption. Jeg er helt enig i, at et barn har brug for tryghed og stabilitet. Jeg mener bare, at det var det forkerte valg i min datters situation. Vi har haft et godt samarbejde med plejefamilien og betragtet dem som en udvidet familie med forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer, der har taget sig godt af det her barn,« siger Janne Madsen, der dog erkender, at én episode kan have været udslagsgivende.
Som man også hører i dokumentaren ’Aldrig mere mor’, var Michelle Louise Olsen på et tidspunkt inde i en hård periode af sit liv, hvor hun måtte fravælge sin datter for en stund for at passe på sig selv.
Hendes mand opførte sig voldeligt over for hende og misbrugte hende både psykisk og økonomisk. I denne periode havde hun ikke overskuddet til at give sin datter den nødvendige kærlighed og mødte kun op til 9 af 24 planlagte samvær i perioden.
»Jeg var vred. Er du tosset, jeg var gal. Jeg kunne kun tænke: ’Er du dum eller hvad?’ om mit eget barn. Men jeg forstod det ikke. Vi havde ikke så meget kontakt, mens hun var i det voldelige ægteskab, og jeg var ikke engang inviteret med til brylluppet. Jeg kunne ikke sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Men senere er jeg blevet beroliget. Hun gjorde jo også det her for at passe på barnet. For at skåne hende,« siger Janne Madsen, som generelt mener, at hendes datter har været rigtig god til at tage moderlige beslutninger i barnets interesse.
F.eks. har hun bevidst fravalgt at ansøge om muligheden for at se datteren under særlige omstændigheder som jul og fødselsdage. Ikke fordi hun ikke har lyst, men fordi hun ikke synes, det er i orden at udsætte datteren for, at de ikke ses til hverdag, og så skal hun pludselig igen forholde sig til, at hun har en biologisk mor derude et sted.
Til spørgsmålet om hvorvidt hun ønsker, at barnebarnet skal se dokumentaren om moderens kamp, er Janne Madsen tøvende, inden hun svarer:
»En del af mig har lyst til at skrige ’Se den, Freja. Se, hvordan hele din familie kæmpede for dig’, men en anden del siger: ’Nej, lillebitte barn. Du skal ikke udsættes for flere sorger. Det har du ikke brug for at vide nu.«
Hun forventer, at tabet en dag vil blive en del af livet, men at det aldrig bliver accepteret. Nu håber hun bare, at Freja en dag føler behov for at opsøge sit biologiske ophav.
»Om det så er som teenager, 18-årig eller 55-årig er lige meget. Så må jeg krydse fingre for, at jeg lever, til jeg er 105. Bare jeg når at møde hende,« siger Janne Madsen.
