Mens Emilies bortfører er blevet afsløret, mordgåden så småt er på vej til at blive løst og den absurd velbevarede hemmelighed snart kan afsløres for danskerne, er dramaet kun lige begyndt i England. Kun en enkelt sømand er død, ingen har hørt om Louise Jelby og Emilie Zeuthen leger stadig ubekymret med kattekillingen hjemme i faderens beskyttede luksusvilla.

Den britiske kanal BBC Four tog lørdag hul på tredje sæson af ’Forbrydelsen’ - ’The Killing’. Og selv efter tre år med de danske skuespillere og det svære sprog er briterne stadig ellevilde med Sarah Lund - og i særdeleshed hendes sweater. Det fortæller DRs dramachef og producent på ’Forbrydelsen’, Piv Bernth.

Hun har lige afholdt pressemøder i England sammen med seriens forfatter, Søren Sveistrup, og den kvindelige hovedperson, Sofie Gråbøl. Og det var de samme ting, briterne var interesseret i at vide, som danskerne hungrer efter - med en lille undtagelse.

- Englænderne er mere interesserede i sweateren, end danskerne er. De er helt besatte. Meget mere end os. Journalisterne spørger hele tiden til ’That Jumper’, som de kalder den. Den er nærmest blevet en karakter i sig selv, siger Piv Bernth til BT.

Strikkekonkurrencer

Hun har både hørt om strikkekonkurrencer, og hjemmesider der leder efter den bedste britiske Sarah Lund-lookalike. Selv hjemmesiden www.sarahlundsweater.com er blevet oprettet. Her kan sweatersultne seere læse mere om den originale ’Gudrun&Gudrun’-strik eller få tips til at lave deres egen.

Men også skuespilleren inde i strikken er genstand for stor fascination i nabolandet. I engelsktalende lande er hun dog bedst kendt som Sofie Grabol og har til flere engelske medier måttet forklare, hvordan de tåbelige streger og boller i hendes efternavn udtales.

Hun har givet interview fra morgen til aften til de store engelske aviser som The Guardian og The Independent, lige som hun har været på forsiden af Radio Times. Portrætteret som sig selv. Men med Sarah Lunds sweater smidt skødesløst over venstre skulder.

- De er fascinerede af hende som person og af hendes karakter, siger Piv Bernth, der fortæller at Sarah Lund næsten er lige så stort et mysterium som seriens morder.

- Hun er mystisk og afslører ikke så meget om sig selv. Det er de helt vilde med derover, siger producenten.

Slår ’Mad Men’

Der bliver ikke gjort noget ekstra for at forhindre, at morderens identitet slipper ud hos englænderne, når først denne er afsløret på dansk tv. Til gengæld skal spændingen kun holdes halvt så længe i England, hvor der bliver vist to afsnit af ’The Killing’ hver lørdag. Det foregår på BBC Four, der ville svare til DR2 herhjemme, fortæller producenten, der kan melde om 7-800.000 seere i seneste sæson på britisk tv. Seertallene slog sågar den populære og anmelderroste amerikanske ’Mad Men’ på samme kanal.

Over 120 lande har købt de første to sæsoner af ’Forbrydelsen’, men det er endnu for tidligt at sige, hvor mange der har vist interesse for den sidste del af trilogien.