Når TV 2 på lørdag blænder op for andet liveshow i sangkonkurrencen ’Voice – Danmarks største stemme’, bliver det med besøg fra den absolutte musikalske elite. Den tidligere Take That-sanger, charmøren, gavflaben og UFO-entusiasten, engelske Robbie Williams, skal nemlig synge duet med deltageren Søs Haals.

For godt en uge siden kunne TV 2 offentliggøre, at popstjernen vil medvirke i et af de fire liveshows i Voice. Nu kan bt.dk fortælle, at det bliver i en duet med 24-årige Søs fra Aalborg.

- Jeg ser det som en kæmpe mulighed at få lov til at synge med Robbie Williams. Men jeg er bange for, at der er nogle, der ser det som, at det bliver for nemt for mig, når jeg nu får så stor en chance. Jeg håber, folk kan se, at det bare er en pissefed oplevelse for mig, siger Søs Haals.

Robbie Williams er uden tvivl en mand, der plejer at få, hvad han peger på. Og nu har han peget på Søs Haals. Efter Robbie meldte sin ankomst i den danske udgave af Voice, har Robbie og hans repræsentanter nemlig udpeget hende blandt de kvindelige deltagere, som sangerinden han ville synge duet med. Og det passer den 24-årige lærerstuderende fra Aalborg helt fint.

- Jeg fik at vide, at der var mulighed for, at Robbie kunne komme og synge med én af os, og så blev jeg spurgt, om det var noget, jeg havde lyst til, hvis det var. Så fik jeg at vide, at han havde set pigerne igennem, og så var det mig, han havde valgt. Det er jo fuldstændig overvældende. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, siger Søs Haals. 


Robbie Williams' scoringer

Robbies røv

Robbie som bagdel?

Om det bliver en fordel for Søs at synge med Robbie i konkurrencen, er svært at sige. I kraft af duetten med verdensstjerne er Søs sikret maksimal eksponering, men også færre linjer sang. I det første liveshow i lørdags gik L.O.C’s deltager, Emilie Päevatalu, videre efter sin duet med det danske soul-talent Barbara Moleko.

- I og med at det er en duet, er det jo ikke kun mig, der er fokus på. Det er også lige så meget på ham. Og jeg skal også sørge for, at han ikke tager fokus, bare fordi han er Robbie Williams. Så der ligger en opgave for mig i at komme helt ud over scenekanten, siger Søs Haals.

Søs Haals fortæller bt.dk, at hun ser Robbie Williams som en af de helt store entertainere i vor tid og har været glad for hans musik, lige siden hun som barn lyttede til sin storebroders Take That-plader. Og nu skal Søs altså stå på scenen med idolet fra barndommen.

- Det er jo en lidt speciel ting, at skulle forberede sig på, når man nærmest ikke har noget møde med Robbie inden. Så det handler jo bare om, at jeg skal være ret sikker i min sang, og det jeg skal synge. Og så lad os håbe, at han har styr på sin del, siger Søs Haals med et grin.

I showet på lørdag skal Robbie og Søs synge hittet Feel fra Take That-sangerens album Escapology fra 2002.