Prinsesse Leia og Han Solo, der i Star Wars-filmene blev spillet af Carrie Fisher og Harrison Ford, fandt kærligheden.

Carrie Fisher har for nylig afsløret, at det ikke kun var foran kameraerne, men også bag, at de to havde et godt øje til hinanden. Og nu fortæller hun, hvorfor hun har valgt at fortælle åbent om affæren efter så mange år.

Hun mener nemlig ikke, der sker noget ved, at den ser dagens lys. For selvom Harrison Ford efter hendes udsagn er meget privat, mener hun, at hun har ventet længe nok.

»Der er gået 40 år. Jeg sagde ikke noget til nogen i flere år, men det er jo ikke fordi, nogen er berørte af det mere,« fortæller den 60-årige skuespiller og forfatter til People Magazine. Afsløringen sker efter, at Carrie Fisher fandt sine gamle dagbøger, hvor hun havde skrevet om affæren, der varede tre måneder.

Og så besluttede hun, at det var slut med at holde på hemmeligheden.

Carrie Fisher udgiver i slutningen af november bogen 'The Princess Diarist', og det er her, hun har afsløret, at hun tilbragte sine weekender med Harrison Ford, mens de indspillede Star Wars. RadarOnline har fået et uddrag af bogen, hvor Carrie Fisher beskriver sin første nat med Harrison Ford.

Ifølge hende havde hun sammen med den dengang 34-årige Harrison Ford været til fødselsdag hos Star Wars-instruktøren George Lucas under indspilningen af den første film. Efter festen havde Harrison Ford tilbudt hende et lift hjem, fordi hun var beruset. Situationen udviklede sig, og de to skuespillere endte på lagnerne.

Fisher mindes i bogen, at hun var ung og uerfaren og ærgrede sig over, at hun var dårlig til at kysse. Og så var hendes og Fords første nat heller ikke specielt vellykket, men Fisher tilgav sin partner, fordi »han var virkelig flot«.

Der var dog ikke tale om en helt uskyldig aften. For ikke nok med at Harrison Ford var 15 år ældre end sin 19-årige medskuespiller, så var han også gift med Mary Marquadt på det tidspunkt. De havde også to børn.

Carrie Fisher fortæller til People Magazine, at hun har givet Harrison Ford besked om, at deres affære er en del af hendes nye bog. Hun har også sendt ham et eksemplar, men hun ved dog ikke, om han har læst den. Carrie Fisher fortæller, at hun dengang var meget uerfaren, men at hun stolede på ham, fordi han var så venlig.

Da produktionen på den første Star Wars-film sluttede, stoppede de to skuespillere deres forhold. Efter nogle år blev Harrison Fordi skilt fra sin kone. En skilsmisse, der ikke havde noget at gøre med affæren, insisterer Carrie Fisher på.

Harrison Ford har indtil videre ikke ønsket at kommentere oplysningerne, skriver People Magazine.