Hvorfor instruktøren James Watkins fornemme, stemningsladede, knugende, gotiske godbid ’The Woman In Black’ selvsagt er noget af en sjældenhed - den er nemlig formidabel. På grund af et fremragende, intelligent manuskript (baseret på Susan Hills roman fra 1982), en brillant produktion og fornem udnyttelse af den gotiske gysers ingredienser har vi med en klassisk skrækfilm at gøre.
For det hele er hér: en afsidesliggende landsby, hvis knugede befolkning tydeligvis bærer på nogle uhyggelige hemmeligheder, gådefulde gengangere, et trøstesløst tåget marskland og et hjemsøgt, faldefærdigt gammelt palæ.
Skummelt landsted
(Spøgelses)historien er kort, at en ung advokatfuldmægtig (Daniel Radcliffe i sin første rolle efter ’Harry Potter’ serien) sendes til landsbyen Crythin Gifford, hvor han har til opgave at opgøre boet efter ejeren af det på alle måder skumle landsted Eel Marsh House. Og der er selvsagt noget grueligt galt - både i landsbyen og i huset - stemningen er knuget af en ubestemmelig frygtsomhed, og af at der tydeligvis er ’noget ondt derude’ så at sige. En stemning, der tager yderligere til, når en mystisk kvinde i sort indimellem i glimt viser sig.
Så ville det være synd at afsløre mere. Men Watkins har 100 procent tjek på sine virkemidler, og der er nogle gedigne chok at hente i ’The Woman In Black’.
Latent ondskab
Men i min optik er dét ikke det afgørende for, at filmen er så god. Det er derimod, at historien er ualmindelig godt filmet og fortalt lige ud af den brostenbelagte landevej og - primært - den knugede stemning af latent ondskab og utilpashed, filmen excellerer i hele vejen.
Det er kort og godt gammeldags, smagfuldt gyserhåndværk i stemningsmæssig familie med gamle træffere som 'Witchfinder General', 'The House Of Usher' og snart sagt en hvilken som helst gammel Dracula-klassiker, du kan komme i tanker om.
Britisk, instruktør: James Watkins. Premiere i hele landet.
