Ida Wohlert rundede det skarpe hjørne på 40 år mandag d. 29 maj.

Hun har drengene Edgar og Elliot på henholdsvis fire og otte med ægtemanden Kasper, som hun har været sammen med i 14 år.
Og samtidig, de sidste otte år, har Ida Wohlert været en yderst kapabel og populær vært på Go'Morgen Danmark.

Den universitetsuddannbede journalist, der også har en bachelor som arbejdspsykolog, indrømmer åbent, at der har været så meget fart på i hendes tredivere, at hun ikke har haft tid til at tænke ret meget over retningen, de sidste mange år.

Tingene er på en måde bare sket.

»For første gang i mit voksne liv, er jeg nu stoppet lidt op, og har jeg tænkt over en fødselsdag. For jeg har eddermaneme haft travlt i trediverne. Det er der, hvor man har bidt sig fast, og fundet det arbejde, jeg er blevet god til, og som man synes er interessant. Og det er i mine tredivere, at jeg har stiftet familie, og har arbejdet på at få det til at bestå og fungere. Så jeg glæder mig virkeligt til at jeg måske kan gå lidt, i stedet for at løbe hele tiden,« siger Ida Wohlert, der har drengene Edgar på fire og Elliot på otte med ægtemanden, Kasper.

»Vi er lige akkurat kommet ud af det der småbørns-cirkus, så jeg kan mærke, at mine skuldre er sunket lidt ned på den gode måde, og jeg kan mærke, at for hver dag, får jeg mere tid til, at trække vejret helt ned i maven, og kigge op fra det spor, jeg har været helt nede i konstant. Så jeg glæder mig til at sætte tempoet lidt ned, og finde ud af, om man skal gøre tingene på en anden måde, eller gøre noget andet. Skrue lidt ned for noget, og op for noget andet. Den luksus har jeg ikke haft i mine tredivere, hvor det bare har kørt over stok og sten.«

»Der er ting man begynder at få tilbage. Blandt andet tid til at tænke over hvor man er, og tænke sit liv igennem. Det var min bror, der gjorde mig opmærksom på, at det måske var fordi jeg fyldte 40 snart, at jeg havde de tanker. Måske er det det der er 40 års krisen,« smiler Ida Wohlert:

»Nu er det mig der sætter retningen. Det glæder jeg mig til,« siger TV2-værten, der indrømmer, at hun ikke havde regnet med stadig at være Go'Morgen-vært i dag:



»Det sjove er, at jeg ikken havde forventet stadig at hænge i det samme job i otte år. Jeg havde troet, jeg ville komme til at kede mig. Men lige nu og her er jeg rigtig godt tilfreds. Det går simpelthen i blodet, at lave Go'Morgen Danmark. Man kommer til at elske det med hud og hår. På et tidspunkt rammer man nok muren, men så må vi se, hvad der sker,« siger 40 års fødselaren til BT.