Streaming-tjenesten Netflix er tilgængelig i mere end 50 lande og til langt under 100 kroner for et månedligt abonnement. Alligevel oplever selskabet oftere og oftere, at deres mange serier havner på utallige torrent-sider, hvor de hurtigt deles mellem millioner af brugere. Sådan er det også gået tv-serien Daredevil, et projekt mellem Marvel og Netflix, der havde premiere d. 10. april – heriblandt også Danmark.

I løbet af kun en uge har mere end 2.1 millioner torrent-brugere hentet og delt seriens 13 afsnit, og det selvom de altså allerede er tilgængelige for alle Netflix-brugere verden over og ikke kun lanceres i f.eks. USA. Den eneste serie der hentes flittigere end Daredevil er Game of Thrones. Serien har siden sin premiere d. 13. april oplevet at blive delt mere end 6,5 millioner gange over fildelingsnetværk, og det selvom HBO har bestræbt sig på at tilbyde serien lovligt til seere i mere end 126 lande via både tv- og streaming-tjenester.

Læs også: X-Files samler flere af fortidens spidser til miniserie-brag

Brasilien er stadig det førende land, når det kommer til delingen af Daredevil, og det er selvom landet har haft adgang til Netflix siden 2011. Kun Indien, der optræder på en andenplads, har stadig ikke officielt adgang til tjenesten.

Netflix lader dog ikke til at være decideret presset på grund af fildelingstjenesterne. Selskabet har forøget sin brugermasse med 4,9 millioner seere alene i år, og den har 41,4 millioner faste abonnenter i USA og yderligere 20,9 millioner fordelt over bl.a. Europa og Asien.

Du kan læse mere om Daredevil og de mange andre tv-serier og film, hvis du henter Stream - det er 100 % gratis til alle tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.