Advarsel - denne artikel indeholder detaljer fra filmens (og bogens) slutscener. Så lad være at læse videre, hvis du ikke vil have dem afsløret.

Verdenspremieren på 'Fasandræberne', der fandt sted i Austin, Texas lørdag aftes, gik fornemt. Og alle de fans, BT snakkede med var temmeligt vilde med filmen.

Men én specielt opmærksom filmfan, Jeffrey George mente, at der manglede noget. Og skuespilleren, Fares Fares (Assad), der svarede på spørgsmål efter forestillingen i Austin, var hurtigt til at give opmærksomme Jeffrey ret.

Læs også BTs anmeldelse af Fasandræberne

I én af de allersidste scener i filmen går det således vildt for sig i et stort lokale, hvor dusinvis af eksotiske dyr, lige fra zebraer, geparder, strudse og aber, er lukket inde i stålbure.

Men da de sidste skud lyder og en påsat ildebrand breder sig, er dyrene i deres bure pludselig pist forsvundet.

- Klippede I en scene ud. Eller manglede der bare noget. I det ene øjeblik var rummet fyldt med vilde dyr. Og i det næste var de væk. Og med den voldsomme ildebrand, ville de jo skrige og brøle af frygt, sagde den amerikanske filmfan.

Og oppe på scenen var Fares Fares med på den med det samme.

- Vi er det jo ikke ligefrem en film med verdens største budget. Jeg tror, den kostede det, der svarer til fire millioner amerikanske dollar, så nogen ting var der jo bare ikke råd til. Men jeg kan godt se, hvad du mener, sagde Fares.

Læs også BTs anmeldelse af Fasandræberne

I bogen, som filmen er baseret på, forklares det nøje, hvordan dyrene slipper ud af deres bure. Så der er måske tale om en scene, der ved en fejl er blevet klippet ud af 'Fasandræberne'. Måske kan den sættes ind igen før den officielle danske premiere 2. oktober.