Den tidligere James Bond-stjerne Pierce Brosnan dukker op i Susanne Biers nye film 'Den Skaldende Frisør', der får premiere 6. september. I filmen indleder han et forhold med skuespillerinden Trine Dyrholm, der får smagsprøver på hans flirten på dansk.
- Du er smuk, får den 59-årige irsk-amerikanske storcharmør blandt andet sagt til Dyrholm.
Filmen er Susanne Biers første film siden den prisbelønnede 'Hævnen' fra 2010. Den 52-årige instruktør har skabt 'Den Skaldede Frisør' i samarbejde med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, og de to fortsætter dermed samarbejdet fra blandt andet 'Hævnen', 'Brødre' og dogme-filmen 'Elsker dig for evigt'.
Læs også:
'Den Skaldede Frisør' beskrives som en varm, sjov og livsbekræftende historie om, at lige som man tror, at alt er forbi, så skal det hele måske først til at begynde.
- Susanne Bier har rystet en cocktail af forelskelse, absurd humor, løssluppen dialog og skarpt tegnede karakterer, der ikke vil lade nogen uberørt, står der i pressemeddelsen om filmen, der handler om, at to meget forskellige familier mødes i Italien til et romantisk bryllup, der er planlagt ned til mindste detalje.
Udover Dyrholm og Brosnan er også Paprika Steen, Kim Bodnia, Bodil Jørgensen og Christiane Schaumburg-Müller på rollelisten.
Du kan se filmens trailer og bedømme Brosnans evner med det danske sprog herunder:
