Hvem vil være millionær? Hvem kender hvem? Og Hit med sangen. Populære tv-programmer der har gjort Peter Kær til en af Danmarks mest folkelige tv-værter.

Men nu er slut. Næsten. For syv år siden valgte Peter Kær nemlig at ændre sit liv efter at have været vært for flere forskellige tv-shows. 

Den 50-årige tv-vært var træt af korte deadlines og ønskede i stedet muligheden for at kunne fordybe sig.

- Lige nu har jeg simpelthen så travlt. Med genudsendelser. Pyha! pruster en jokende Peter Kær i telefonen med henvisning til netop ovennævnte programmer, der nærmest kører i fast genudsendelsessløjfe på tv-stationerne.

Det er i hvert fald de genudsendelser, der gør, at de færreste har opdaget, at den populære vært har skiftet karriere og pt har byttet tv-studiet ud med et studiejob som kunstomviser på Statens Museum for Kunst i København.

For den 50-årige Peter Kær er nemlig vendt tilbage til skolebænken for at læse kunsthistorie, komparative kulturstudier og nu kulturformidling på Københavns Universitet.

- Jeg havde bare rigtig meget brug for fordybelse og reflektion. At komme ned i nogle andre lag. Og brug for ikke at være underlagt daglige deadlines, forklarer Peter Kær om sit valg, der udspringer af mange år interesse for kunst og kultur.

- Så jeg tænkte, at det var på tide at formalisere den interesse. Og når nu vi skal være verdens klogeste nation i 2020, var det bare med at komme igang, griner Kær, som kalder sig selv en meget flittig elev.

Men præcis hvad han skal lave, når han bliver stor, har han endnu ikke noget svar på.

- Det er jo ikke fordi, jeg aldrig vil lave tv mere. Jeg har altid beskæftiget mig med kommunikation og formidling, og hvis jeg kan krydse det med min interesse for kunst og kultur, er det fantastisk, siger Peter Kær.