Pernille Kragelund, der tirsdag aften medvirkede i ’Luksusfælden’ på TV3, ærgrer sig over den skurkerolle, hun bliver pålagt i programmet. – Jeg lod mig rive med, siger hun.

Carsten er den gode ægtemænd, der undlader at gå til tandlægen med sine smerter for i stedet at lade hustruen, ”skurken” Pernille, købe flere vaser og mere tøj.

Det var i hvert fald sådan, Pernille Kragelund og Carsten Beier blev fremstillet i aftenens udgave af ’Luksusfælden’.

Og selvom Pernille Kragelund indrømmer, at det de senere år primært har været hende, der har brugt løs af parrets indtjening, så føler hun, at TV3 overdramatiserer hendes forbrug voldsomt i programmet.

- Da Sara og Thomas (de to eksperter, red.) fremlægger vores budget, får man eksempelvis ikke at vide, at en ny dør til 10.000 og penge til renovering af forgangen er inkluderet i vores ’diverse’-forbrug. Så de får det til at fremstå som om, jeg har shoppet småting for de beløb, siger hun.

Pernille Kragelund fornemmede hurtigt, at hun skulle fremstilles som skurken, og på grund af tilrettelæggerens fagter og ansigtsudtryk bag kameraet lod hun sig rive med og gik med på produktionsholdets præmis om hende som den ”skyldige.” På et tidspunkt prøvede Pernille Kragelund at sige fra over for produktionen. Men forgæves.

Det skete i forbindelse med udsendelsens måske stærkeste scene, hvor hun og manden Carsten hver især bliver bedt om at skrive deres økonomiske prioriteringer for fremtiden ned på tre stykker papir. Mens Carsten har tandlægetjek og opsparing som de vigtigste punkter, skriver Pernille ’oplevelser’ og ’fornøjelser’.

- Det lyder måske som en dårlig undskyldning, men jeg misforstod ganske enkelt opgaven. Havde jeg forstået den korrekt, havde jeg selvfølgelig også skrevet opsparing. Men jeg var helt fyldt op af indtryk, da jeg blev bedt om at gå ind i soveværelset. Jeg troede, jeg skulle sidde og reflektere over opgaven, men i stedet skulle jeg finde på noget med det samme. Med mig var kameramanden, lydmanden og tilrettelæggeren, og jeg blev helt febrilsk over deres tilstedeværelse, siger Pernille Kragelund.

Efterfølgende bad Pernille Kragelund om at få lov til at lave sedlerne om, og eksperten Sara Kaae gik da også med til det. Produktionen derimod sagde nej med den begrundelse, at de ikke havde mere karton i den farve, der skulle bruges.

- Det var derfor, jeg brød sammen på tv. Det gik op for mig, at jeg bare skulle fremstilles som skurken, og det syntes jeg ikke, var i orden. Så havde jeg vidst, hvad jeg gør nu, havde jeg ikke stillet op. Så havde jeg fundet en anden løsning i stedet, siger Pernille Kragelund.

Hun tilføjer dog også, at ’Luksusfælden’ har hjulpet hende med at blive mere bevidst om, hvad hun bruger sine penge på, og at parret nu er begyndt at spare penge op.