Dansedommeren Paula Abdul fik en ubehagelig overraskelse, da hun krammede en 12-årig danser i tv-programmet »So you think you can dance«.

»Jeg er så stolt af dig!«

Sådan lød dommeren Paula Abduls rosende ord til den 12-årige pige Chi Tahani, der netop havde gennemført sin danseaudition i tv-programmet »So you think you can dance: The next generation«.

Men kort efter stod hun med pigens opkast på sit ærme. Det fremgår af en video fra den amerikanske tv-kanal Fox.

Efter pigens mange dansetrin til lyden af Beyoncés sang »Countdown« gav sangerinden Paula Abdul åbenbart den unge danser et lidt for ivrigt kram. Det forklarer Chi Tahani.

»Hun trykkede for hårdt, så al lykken kom ud over hendes jakke,« siger danseren og griner.

Heldigvis tog Paula Abdul det ikke ilde op, at hendes arm pludselig var indsmurt i bræk. Hun beroligede pigen, men måtte alligevel bryde tavsheden efter den overraskende episode.

»Jeg har godt nok aldrig prøvet før, at nogen bare sådan kaster op på mig,« sagde hun til tilhørerne, der tog den absurde situation med et grin.

Chi Tahani nåede at undskylde overfor dommeren, inden hun fik en adgangsbillet videre i showet og løb ud af salen i glædesrus med hænderne over hovedet..

/ritzau/FOKUS