Kenneth og Laura sprængte rammerne i Luksusfælden tirsdag aften og præsterede et gennemsnitligt underskud på 18.500 kroner - om måneden.

Men det rekordstore underskud gør ikke et stort indtryk på det unge par.

Tv-programmet Luksusfælden, der hjælper danskere i økonomisk gæld, er ellers kendt for at trykke på deltagernes ømme knapper, så følelserne får frit spil for åbent kamera.

Men 26-årige Kenneth og 19-årige Laura stod som forstenede, da eksperterne præsenterede dem for det rekordstore underskud.

I programmet viste du ikke følelser, men hvad følte du indeni, da det kom frem, at I havde et månedligt underskud på 18.500 kroner?

- Ingenting. Ingenting. Min gæld bliver bare ikke mindre af, at jeg sover dårligt og bekymrer mig. Kendsgerningen er, at jeg har de lån og at jeg skal betale dem. Så der er ikke noget at blive følelsesladet over, siger Kenneth.

Ifølge ham selv var programmet ikke klippet sammen rigtigt.

- Det bliver ikke nævnt i programmet, at jeg ikke på noget tidspunkt har misligholdt mine lån. Alle mine lån er betalt til tiden. Det bliver aldrig nævnt. Og at jeg får hjælp af mine forældre, det er kun sket to gange, og det lægger de meget vægt på i programmet, siger Kenneth.

Kenneth forklarer, at alle lånene blev taget sidste år, fordi parret havde brug for nye ting, efter Laura flyttede ind.

Overflødig luksus

Han medgiver dog, at parret har købt adskillige luksusvarer, de ikke havde behov for.

Kenneth havde eksempelvis købt en havetraktor til at slå græsset til 22.000 kroner, selvom han i forvejen havde en havde en anden i garagen. Desuden var græsplænen ikke større end en almindelig parcelhus-plæne.

Laura forklarer i programmet, at de købte et nyt fladskærms-tv, fordi det gamle var for lille. Laura gad nemlig ikke tage briller på, og så fik hun ondt i hovedet, når hun så fjernsyn.

- Det var kun en lille bid af den samtale, som blev taget med. Der er jo flere grunde til, at vi købte et nyt. Nu havde vores gamle fjernsyn det ikke for godt i forvejen, siger Kenneth.

På en skala fra 1-10 giver Kenneth Luksusfældens hjælp 3. Kenneth og Laura lever ikke efter budgettet, som eksperterne lagde, men efter et nyt fællesbudget.

Han fortæller, at det går fint med at rette økonomien op. De skylder omkring 1,1 millioner kroner, men Kenneth er ikke bekymret.