Bryllupsklokkerne ringer inden længe for den skønne paradiso.

Frederikke Shorry Henriksen er en meget lykkelig kvinde for tiden. Inden længe ringer kirkeklokkerne nemlig for den 26-årige ‘Paradise Hotel’-deltager og hendes jævnaldrende kæreste, Jeppe.

De to har kendt hinanden i to år og været kærester siden starten af året, og på en ferie til Malta for nylig gik Jeppe på knæ og friede. Og Frederikke var ikke i tvivl om, hvad hun skulle svare.

»Han friede på en strand på Malta. Det var bare os to og rigtig romantisk. Da han gik på knæ, var det en meget overvældende følelse. Det var et stort øjeblik, og jeg sagde selvfølgelig ja med det samme,« fortæller den lykkelige paradiso til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Ung mor fik sit drømmebryllup

En helt anden type

Frederikke havde længe haft et godt øje til Jeppe, inden han i starten af året pludselig inviterede hende på en date. Hun sagde ja uden at tøve, og siden den dag har de to været et par, siger Frederikke, der faldt pladask for ham.

»Jeg faldt for hans personlighed. Jeppe er en helt anden type, end jeg tidligere har mødt, og vi passer bare så godt sammen. Han er et familiemenneske – ligesom jeg selv er – og så er han omsorgsfuld, beskyttende, moden og vil de samme ting.«

Derfor havde parret også allerede luftet lidt bryllupstanker over for hinanden. Men det kom alligevel helt bag på Frederikke, at Jeppe gik på knæ på ferien.

»Vi havde snakket om, at vi gerne ville giftes, men jeg vidste ikke, at han havde købt en ring og planlagt at fri på vores ferie.«

LÆS OGSÅ: Frederikke: Sådan er livet efter ‘Paradise’

Traditionelt bryllup

Parret har endnu ikke styr på, hvor og hvornår de skal giftes. Men der er i hvert fald én ting, der ligger helt fast.

»Vi er begge meget traditionelle, så det bliver helt sikkert ikke et bryllup på rådhuset. Det bliver et kirkebryllup eller måske en udendørs vielse. Det har vi ikke planlagt endnu,« slår den lykkelige paradiso fast.

STORT GALLERI: Royalt reality-bryllup

Artiklen blev oprindeligt bragt hos Realityportalen.