Både den amerikanske og den britiske udgave af seersuccesen ’Gift ved første blik’ har haft bedre statistikker end den danske version, hvor ingen af de i alt syv danske par, der har sagt ja til at blive gift med en fremmed på tv, er blevet sammen.

Da sidste program af den britiske version af ’Gift ved første blik’ rullede over briternes skærme torsdag aften, stod det imidlertid klart, at ét af parrene, Jason Knowles og Kate Stewart, havde valgt at gå hver til sit - oven i købet efter kun tre ugers ægteskab.

Årsagen til bruddet var, at gommen, 34-årige Jason Knowles, var blevet taget i at benytte dating-app’en ’Tinder’ på sin mobiltelefon bag sin kones ryg. Det skriver den britiske avis Daily Mail.

I programmet bliver singlerne sammensat af en række eksperter, hvorefter parrene bliver gift, uden at de har mødt hinanden i forvejen. I Danmark har DR-programmet været en stor seersucces, og konceptet er blevet solgt til hele verden.

Læs også:

Det var brudens veninde, der opdagede, at Jason Knowles var aktiv på dating-appen Tinder, hvor man får vist en række potentielle partnere, hvorefter man skal give udtryk for, om man er interesseret i personen eller ej.

Til Daily Mail fortæller Jason Knowles, at han først oprettede en bruger på dating-app’en, da han vidste, at forholdet til Kate Stewart ikke ville komme til at fungere. Parret havde blandt andet meget forskellige arbejdstider.

»Det var nok mest mig, der følte, at det ikke fungerede mellem os. Det var ikke, fordi jeg ikke ønskede at give det en chance, men jeg følte overhovedet ikke det, man skal føle i begyndelsen af et forhold,« fortæller Jason Knowles, der allerede tog beslutningen, da parret kom hjem fra tre dages bryllupsrejse.

Det var angiveligt én af hans bedste venner, der anbefalede ham at geninstallere app’en, efter at Jason Knowles havde beklaget sig over forholdet til Kate Stewart.

Læs også: DR ændrer konceptet: Klar til mere 'Gift ved første blik'

Samme aften havde vennens kæreste angiveligt leget med Jason Knowles telefon og haft det sjovt med at vælge mellem potentielle fremtidige dates til ham, hævder han. Efterfølgende tog han hjem til Kate Stewart for at pakke sine ting.

»Vi sad i stuen, men Kate ville slet ikke tale med mig. Hun var vred på mig. I slutningen af samtalen, sagde hun: »Du ’swipede’ til højre til én af mine veninder, så jeg gider ikke mere,« hvorefter hun så på mine pakkede tasker og sagde: »Det gider du åbenbart heller ikke,« fortæller han til Daily News.

Det er dog ikke kun i Storbritannien, at ét par fra 'Gift ved første blik' har valgt at gå fra hinanden så hurtigt. Herhjemme kunne danskerne i sidste sæson af seersuccesen følge med, da 50-årige Pia Lauersen og 56-årige Frank Eriksen gik fra hinanden, allerede inden de fire uger af eksperimentet var forbi.

Læs også:

Det øvrige par fra den britiske version af ’Gift ved første blik’ er imidlertid stadig sammen og har nu været lykkeligt gift i fem måneder.

Torsdagens afsløring har ikke desto mindre bragt sindene i kog hos flere brugere på det sociale medie Instagram.

»Denne man er den største klovn, der findes. Hvor dumt af ham, hun er helt utrolig,« skriver Conor Brady flankeret af et billede af parret, der altså ikke længere er sammen.