Der er tjekket en ny og helt særlig mand ind i den populære serie 'Badehotellet'. Den nye medspiller, den pensionerede læge Hans Henrik Ploug, er nemlig én som hotellets gæst Fru. Fjeldsø kender særligt godt hjemmefra.

Det kom som en overraskelse for skuespillerinde Birthe Neumann, der spiller rollen som Fru Fjeldsø, at den nye gæst på hotellet ikke skulle spilles af en ung og flot fyr, da hun fik at vide, hvem det var.

Rollen var nemlig gået til hendes mand Paul Hüttel, som hun har været gift med siden 1974. Parret fandt sammen, da de første gang mødte hinanden på de skrå brædder.

»Jeg blev meget overrasket, det må jeg sige. Jeg vidste, at der ville komme en mand ind i vores historie, men det var et chok, at det var Paul,« siger Birthe Neumann til TV 2.

Paul Hüttel og Birthe Neumann.
Paul Hüttel og Birthe Neumann. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Paul Hüttel fortæller i interviewet, at hans kendskab til serien var meget begrænset, fordi Birthe Neumann ikke normalt ser tv, hvor hun selv medvirker. Derfor måtte Paul sætte sig foran fjernsynet og se de første tre sæsoner for at være helt klar til at gå ind i rollen.

Siden de blev gift, har de kun spillet sporadisk sammen, men i denne sæson har de fulgtes ad på arbejde hver morgen og kørt hjem sammen, fortæller Birthe Neumann til Billed Bladet.

Den pensionerede læge vil efter Birthe Neumanns forklaring gå ind og påvirke den stramme Fru. Fjeldsøs liv.

Skuespillerparret Paul Huettel og Birthe Neumann med datteren Kirstine.
Skuespillerparret Paul Huettel og Birthe Neumann med datteren Kirstine. Foto: GEERT BARDRUM
Vis mere